223
kommende har opfyldt de i saa Henseende foreskrevne Betingelser, s. Jur. Tidsskr. 20. 292, Jur. Ugeskr. 1857. 431. Om det har været Lovgiverens Hensigt at tilægge den Private en Ret til at fordre den paagjældende Øvrighedshandling foretaget, saaledes at han i Tilfælde af Negtelse kan gjøre sin Ret gjældende ved Domstolene, eller om han maa antages for Indskrænket til at klage til høiere Øvrighed, kan ikke afgjøres ved nogen almindelig Regel, men maa i det enkelte Tilfælde afgjøres efter Lovgivningens Bestemmelser, i hvilken Henseende det kan erindres, at den Omstændighed, at de Betingelser, til hvilke Foretagelsen af den omspurgte, for den Privates Retsnydelse vigtige Handling er knyttet, i og for sig egne sig til Domstolenes Afgjørelse, ikke med Nødvendighed medfører, at Handlingens Foretagelse kan fremtvinges ved Rettens Hjælp, s. Nellemann: Civilprocessens alm. Del S. 78, 96-97.
Forsaavidt Domstolene nu komme til det Resultat, at en paaklaget Øvrighedshandling overskrider Grændserne for Øvrighedens Myndighed, ere de efter Grl. § 72 berettigede til at paakjende dette Spørgsmaal og altsaa til at afgjøre Virkiningerne af den stedfundne Overskridelse. Disse Virkninger kunne nu stille sig forskjelligt i de forskjellige Tilfælde. I mange Tilfælde vil det være tilstrækkeligt til den paagjældende Privates Beskyttelse, at Domstolene see bort fra den uhjemlede Øvrighedshandling og afgjøre Sagen, som om denne ikke existerede, hvilket navnlig kan være Tilfældet, naar Øvrighedshandlingen blot fremtræder som Incidentpunkt under en Retssag. Jevnlig vil imidlertid en saadan Ignoreren af Øvrigheden Dekret ikke være tilstrækkelig, hvorimod der til den Privates Beskyttelse vil udkræves en positiv Omstødelse af Øvrighedsdekretet og efter Omstændighederne endnu videre gaaende Skridt. Da Domstolene nu efter Grl. § 72 ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, maae de kunne fastsætte ikke blot de negative, men ogsaa de positive Retsvirkninger af en i saa Henseende
