229
Injurianten frifindes, saafremt hans Bedømmelse af Øvrighedshandlingen findes retfærdiggjort. For den bekræftende Besvarelse af Spørgsmaalet kan man anføre den almindelige kriminalretlige Regel, at der ikke foreligger nogen Ærefornærmelse, naar Beskyldningens Sandhed bevises, samt Fdn. 27. Sept. 1799 § 10, der erklærer det for en Selvfølge; at den, der har beskyldt en Embedsmand for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, er berettiget til at bevise Rigtigheden af sin Beskyldning, naar denne kun er bestemt. Ligesom imidlertid den førstnævnte Regel ikke er afgjørende, da Spørgsmaalet netop er, om det er retligt muligt at bevise Sigtelsens Sandhed, saaledes kan Fdn. 1799, der selv efter den her forsvarede Opfattelse ingenlunde bliver betydningsløs, idet den kommer til Anvendelse i alle de Tilfælde, hvor Spørgsmaalet dreier sig om en Overskridelse af Øvrighedsmyndighedens Grændser, samt hvor den paagjældende Embedshandling ikke kan betragtes som en Øvrighedshandling, ikke komme i Betragtning mod de Regler, som maae udledes af den nyere Lovgivning og Forfatning. Indrømmelsen af en saadan Ret for Domstolene vilde nemlig staae i bestemt Strid med den uafhængige og selvstændige Stilling, som ifølge Grundloven, s. navnlig Grl. § 2, tilkommer den udøvende Magt, og vilde derhos faktisk i høi Grad svække Øvrighedsmyndigheden, idet det derved blev Enhver muligt ad en Omvei at drage Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens rette Brug under Domstolenes Paakjendelse. I Praxis haves to i modsatte Retninger gaaende Overretsdomme, s. Jur. Ugeskr. 1850. 499, 1854. 55. Forsaavidt Retterne i tidligere Domme, s. Jur. Ugeskr. 1. 270, jfr. 2. 703, endog erklære sig inkompetente til at prøve Injuriantens Indsigelse, forsaavidt den gik ud paa, at Øvrigheden ved sin Handlemaade havde overskredet sin Myndigheds Grændser, kan en saadan Indskrænkning af Domstolenes Kompetence derimod efter Grl. § 72 ikke længere fastholdes.
Af lignende Grunde maatte det antages for mindre rigtigt, naar Domstolene undertiden tidligere i Tilfælde, hvor
