232
mer ikke ere iagttagne ved dens Tilblivelse, eller dens Indhold strider mod saadanne Bestemmelser i Grundloven, der ikke kunne forandres ved simpel Lov, s. Grl. § 95.
I saa Henseende kan foreløbig bemærkes, at Domstolene, hvis Opgave kun bestaaer i at bedømme de konkrete Retsforhold, der forelægges dem, aldrig kunne være berettigede til at fælde en Dom, som umiddelbart gaaer ud paa at erklære en Lov for ugyldig, men at Spørgsmaalet kun dreier sig om, hvorvidt Domstolene ere berettigede til at undersøge, om Loven paa Grund af formelle eller materielle Mangler strider mod Grundloven, og, saafremt de i saa Henseende komme til et bekræftende Resultat, til at undlade at bringe Loven til Anvendelse i det foreliggende, konkrete Tilfælde, som under en modsat Forudsætning vilde falde ind under Lovens Bestemmelser. Dernæst er det klart, at en under Iagttagelse af de i Grl. § 95 fastsatte Former given Forskrift ikke kan tilsidesættes paa Grund af Strid med Grundloven, idet den selv er en Grundlov og altsaa som den yngre maa gaae forud for den ældre. Fremdeles ville Domstolene ikke kunne tilsidesætte en Lov, fordi den formentlig ikke opfylder de i Grundloven fastsatte Betingelser for dens Lovlighed, naar det efter disses Beskaffenhed maa antages, at Grundloven har villet overlade Bedømmelsen af Spørgsmaalet om deres Tilstedeværelse til Lovgivningsmagten, Rigsdagen eller en af dennes Afdelinger eller Rigsretten, s. f. Ex. Grl. § 25, forsaavidt den forudsætter et særdeles paatrængende Tilfælde, Grl. § 48, forsaavidt den foreskriver, at Forslag til Finantsloven og Tillægsbevillingslove først skulle behandles i Folkethinget, Grl. §§ 82 og 83, forsaavidt de tale om, hvad der er begrundet i Almenvellet, mfl. Endelig vil den følgende Undersøgelse kun beskjæftige sig med de almindeng Domstole, idet Rigsretten paa Grund af sin eiendommelige Bestemmelse ikke kan bedømmes efter de samme Hensyn som hine, og derfor vil kunne have en videregaaende Kompetence. Imidlertid kan det bemærkes, at Spørgsmaalet om en sæd-
