233
vanlig[1]) Lovs Strid med Grundloven paa Grund af Bestemmelserne om Anklagemyndigheden i Grl. §§ 14 og 69 sjeldnere vil blive reist for Rigsretten.
Efter saaledes paa den ene Side at have begrændset Omfanget af den Prøvelsesret, som der overhovedet kan være Tale om at tillægge Donntolene, maae vi paa den anden Side fremhæve, at Domstolene i ethvert Tilfælde maae være berettigede til at undersøge, om det, der forelægges dem under Navn af Lov, i Virkeligheden ogsaa er en saadan. Hertil maa nu, afseet fra foreløbige Love, utvivlsomt fordres, at den paagjældende Akt er udgaaet fra Kongen og Rigsdagen i Forening, s. Grl. § 2. I førstnævnte Henseende maa forlanges, at Loven er underskreven af Kongen og kontrasigneret af en ansvarlig Minister, hvilket Sidste ligefrem følger af den positive Bestemmelse i Grl. § 13 og desuden ganske stemmer med det konstitutionelle Monarkis Grundsætninger, ifølge hvilke de af Kongen uden en Ministers Medvirkning foretagne Handlinger ikke betragtes som foretagne af Kongen som saadan, men kun i Egenskab af Privatmand. I Fordringen om, at Loven ogsaa skal udgaae fra Rigsdagen, ligger ikke blot, at en Forskrift, der bekjendtgjordes som almindelig[2]) Lov af Kongen uden Rigs- dagens Samtykke, ikke kunde respekteres af Domstolene, men det Samme maa uden Tvivl gælde om en Forskrift, der kun var vedtaget af Rigsdagens ene Thing og derefter stadfæstet af Kongen. Ifølge Grl. § 29 bestaaer nemlig Rigsdagen af Folkethinget og Landsthinget, og en Beslutning, der kun er vedtaget af det ene Thing, synes derfor ikke at kunne betegnes som en Beslutning af Rigsdagen, s. dog Nellemann: Civilprocessens alm. Del S. 112. Anerkjendelsen heraf vilde ogsaa være saa meget farligere, som Landsthinget, hvis Feilen bestod i, at dette var forbigaaet, ikke
