236
righedsmyndighedens Grændser kan slutte, at der ogsaa tilkommer dem Ret til at paakjende Spørgsmaal om Lovgivningsmagtens Grændser, saaledes foreligge paa den anden Side Betingelserne for en Modsætningsfortolkning heller ikke; Grundloven har ved Bestemmelserne i §§ 72 og 73 slet ikke havt til Hensigt at afgjøre det her foreliggende Spørgsmaal. Man kan fremdeles ikke udlede Noget af Grl. § 2, som vel viser, at der ikke tilkommer Lovgivningsmagten nogen dømmende Myndighed, og at den følgelig heller ikke er berettiget til i det enkelte Tilfælde at tiltage sig en saadan, men som ikke oplyser Noget om Kompetencespørgsmaalets Afgjørelse. Hvad der i saa Henseende skal antages, maa væsentlig beroe paa en Undersøgelse af Forholdets Natur i Forbindelse med Forskriften i Grl. § 95.
Til Fordel for Domstolenes Ret til at undersøge, om en Lov strider mod Grundloven, og til i bekræftende Fald at tilsidesætte den kan man nu navnlig gjøre følgende Betragtninger gjældende[1]): Det er Domstolenes Ret og Pligt at afgjøre, hvad der i de dem forelagte Tilfælde maa ansees for Ret efter den gjældende Lovgivning, men til denne henhøre naturligvis ikke blot de sædvanlige Love, men ogsaa Grundloven og de i samme indeholdte Forskrifter om Grændserne for den almindehge Lovgivningsmagts Kompetence og Reglerne for Lovgivningsvirksomhedens Udøvelse. Naar altsaa Domstolene med Hensyn til det dem forelagte Retsspørgsmaal finde modsigende Bestemmelser i Grundloven og en senere simpel Lov, have de, ligesom ved enhver anden Lovstrid, at afgjøre, hvilken af disse Love der skal foretrækkes. Forsaavidt Forfatningen nu ikke betinger Forfatningsforandringers Foretagelse af særegne Formers Iagttagelse,
- ↑ Vi have I den følgende Undersøgelse nærmest det Tilfælde for Øie, hvor en Lov paa Grund at sit Indhold paastaaes at stride mod Grundloven; men i det Væsentlige ville de samme Betragtninger kunne gjøres gjældende, hvor Spørgsmaalet dreier sig om, hvorvidt de ved Grundloven foreskrevne Former for Lovens Tilblivelse ere iagttagne.
