238
maa Loven for saa vidt betragtes som ugyldig og kan altsaa ikke bringes til Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde, der bliver at afgjøre efter Grundloven og den ældre, med denne stemmende Lovgivning, ganske paa lignende Maade, som naar en kongelig Anordning tilsidesættes, fordi den strider mod en ældre, gældende Lov, s. Grl. § 72. At Domstolene derved, at den omspurgte Myndighed indrømmes dem, skulde blive stillede over Lovgivningsmagten, kan ingenlunde siges. Deres Afgjørelse gaaer kun ud paa, at Loven paa Grund af sin Ugyldighed ikke kan anvendes i det foreliggende, konkrete, under Rettens Kompetence hørende Tilfælde og har ingen videre gaaende Virkning; den udelukker derfor ikke Lovgivningsmagten og den udøvende Magt fra at søge at gennemføre deres modstaaende Anskuelser i de under deres Kompetence hørende Tilfælde og med de til deres Raadighed staaende Midler. Domstolene ere altsaa ikke overordnede Lovgivningsmagten, men kun i deres egen Sphære ikke underordnede dens mod Grundloven stridende Befalinger, og naar de tilsidesætte saadanne Lovgivningsakter, har dette ikke sin Grund i, at de staae over Lovgivningsmagten, men deri, at Grundloven staaer over alle tre Statsmagter; den lovgivende Magt beholder derhos altid en vis Overlegenhed derved, at den gjennem en i Overensstemmelse med Grl. § 95 foretagen Grundlovsforandring kan forandre den omtvistede eller enhver anden Grundlovsbestemmelse.
Det maa fremdeles vel indrømmes, at den fremsatte Anskuelse i praktisk Henseende medfører adskillige Misligheder, men disse ville dog uden Tvivl blive mindre betydelige, end det ved første Øiekast synes, og kunne i alt Fald ikke komme i Betragtning, hvis de opstillede Regler findes grundede i rigtige Principer. Det kan nemlig ikke negtes, at allerede en enkelt Dom, hvorved en Lov tilsidesættes paa Grund af Uforenelighed med Grundloven, væsentlig vil svække Lovens Betydning, og at den derved opstaaede Konflikt mellem Domstolene og Lovgivningsmagten let kan medføre
