Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/248

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

240

tagelse blive forpligtede til at rette sig efter Love, som aabenbart stride mod Grundloven, saasom en Lov, der mod Grl. § 86 indførte Censur eller i Modstrid med Grl. § 76 ophævede Borgernes Ret til at dyrke Gud efter deres Overbevisning. Medens Anerkjendelsen af Domstolenes Ret til at prøve Loves Overensstemmelse med Grundloven allerede ved sin blotte Existents vil afholde Lovgivningsmagten fra overilede, mod Grundloven stridende Beslutninger, og hvor dette ikke lykkes, i alt Fald udelukke disse fra at krænke Borgernes Rettigheder og saaledes vil afgive et kraftigt Værn for Forfatningen, vil denne efter den modsatte Opfattelse ikke være mere beskyttet, end om Grl. § 95 slet ikke var til, thi Ministeransvarligheden vil med Hensyn til sædvanlige Love saa godt som aldrig komme til Anvendelse.

De anførte Grunde for. Domstolenes Prøvelsesret ere vel ikke uden Vægt, men synes dog ikke at være afgjørende. Betragter man først Spørgsmaalet efter Forholdets Natur, afseet fra positive Bestemmelser, maa det uden Tvivl siges at have Hjemmel i almindelige Statsretsgrundsætninger, at enhver Statsmyndighed selv maa afgjøre Spørgsmaalet om sin Kompetence ikke blot foreløbig, for at bestemme, om den vil handle eller ikke, men definitivt, saaledes at denne Afgørelse maa respekteres af de andre Statsmyndigheder. Dette gjælder hos os om Domstolenes Dekreter, der saafremt de blot maa siges at være udgaaede fra en Ret, ikke kunne tilsidesættes eller omstødes af andre Statsmyndigheder, selv om de i formel eller materiel Henseende maatte lide af væsentlige Mangler, men kun kunne forandres ved Appel til høiere Ret. Det Samme gjaldt efter den tidligere Forfatning om de af Administrationen trufne Bestemmelser og maatte uden Tvivl endnu antages, hvis Forholdet ikke var blevet ordnet anderledes ved den positive Bestemmelse i Grl. § 72. Det maa derfor ogsaa antages, at Lovgivningsmagten selv maa være beføiet til definitivt at afgjøre det Spørgsmaal, om den er berettiget til at give en Forskrift af et vist Indhold og i en vis Form. En modsat Anskuelse,