247
respekteres af Domstolene. Paa lige Maade maae Domstolene da være berettigede til at undersøge, om den foreløbige Lov er udstedt paa en Tid, da Rigsdagen er samlet, og i bekræftende Fald tilsidesætte Loven, hvorimod det ikke kan tilstedes dem at undersøge, om der har foreligget nogen paatrængende Nødvendighed for Lovens Udstedelse, jfr. ovenfor §§ 50 og 51.
Om Domstolenes Stilling ligeoverfor Bevillinger, der paastaaes at stride mod Grl. § 27, er talt ovenfor i § 57. Ligeledes have vi i § 119 omhandlet det Spørgsmaal, hvorvidt der ved Finantsloven kan foretages Forandringer i den bestaaende Lovgivning, og hvilken Stilling Domstolene i saa Henseende indtage.
Hvad Retspraxis angaaer, haves der med Hensyn til det almindelige Spørgsmaal, om Domstolene kunne undersøge sædvanlige Loves Overensstemmelse med Grundloven, ikke nogen Udtalelse af Høiesteret. Af Overretternes Domme synes nogle at forudsætte, at Domstolene ikke kunne indlade sig paa at undersøge Spørgsmaal om Lovgivningsmagtens Overskridelse af sin Kompetence, s. Jur. Ugeskr. 1861. 344, 771[1]), hvorimod andre synes at gaae i modsat Retning, s. Jur. Ugeskr. 1860. 277, s. dog Jur. Ugeskr. 1857. 890. Derimod foreligger der om Domstolenes Forhold til Finantsloven en Udtalelse i en Høiesteretsdom 28. April 1865 i Høiesteretstidende 1865. 137, jfr. Overretsdommen i Jur. Ugeskr. 1864. 549, men i denne ligger dog i og for sig ikke, at Domstolene ere berettigede til at tilsidesætte en Finantslov, som forandrer bestaaende Love, men kun, at det maa have Formodningen imod sig, at en saadan Forandring skulde være tilsigtet, s. Høiesteretstidende 1863. 43, 1866. 172, jfr. Overretsdommen i Jur. Ugeskr. 1865. 774, Jur. Ugeskr. 1853. 389, jfr. dog Jur. Ugeskr. 1850. 776.
- ↑ Naar disse Domme nemlig antage, at Domstolene ikke kunne tilsidesætte kongelige Bevillinger, fordi disse ere specielle Love, maae de nødvendigvis gaae ud fra, at en saadan Ret saa meget mindre kan tilkomne Domstolene ligeoverfor sædvanlige Love.
