251
der i disse Sager Rigsretten en betydelig videre gaaende Kompetence end de almindelige Domstole. Da Rigsretten nemlig har at paakjende de mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager, s. Grl. § 14, jfr. §§ 12, 13, vil den ikke blot, ligesom de almindelige Domstole, være berettiget til at undersøge det Spørgsmaal, om Ministeren har forseet sig ved at overskride Grændserne for sin Øvrighedsmyndighed, s. Grl. § 72, men ogsaa, om han har brugt den ham utvivlsomt tilkommende Øvrighedsmyndighed paa en urigtig Maade. Fremdeles vil Rigsretten være berettiget til at paakjende Spørgsmaal om Lovgivningsmagtens Overskridelse af sin Myndigheds Grændser, forsaavidt dette Spørgsmaal er af Betydning ved Afgjørelsen af, om en Minister derved har paadraget sig Ansvar. Hvad særlig foreløbige Love angaaer, kan Rigsretten ikke blot undersøge, om Loven er udstedt, medens Rigsdagen var samlet, og om den strider mod Grundloven, men ogsaa, om dens Udstedelse er retfærdiggjort ved et saadant særdeles paatrængende Tilfælde, som Grl. § 25 fordrer.
3. Rettergangsmaaden ved Rigsretten er ordnet ved Lov 3. Marts 1862, der ifølge Grl. 2. midl. Best. vedbliver at gælde, indtil en ny Lov udkommer, kun med de Lempelser, som flyde af de forandrede Bestemmelser i Grundloven. Ved den nævnte Lov er Forfølgningsmaaden ordnet efter Anklageprincipet, samt efter Grundsætningerne om Retspleiens Offentlighed og Mundtlighed, s. Grl. § 74, og den er derfor væsentlig afvigende fra vor sædvanlige, kriminelle Proces. Efterat Sagens Behandling er bleven forberedet ved de foreløbige Undersøgelser, som findes nødvendige, i hvilken Henseende dog den Grundsætning følges, at Bevisførelsen i Sagen saavidt muligt skal bestaae i mundtlige Afhøringer i selve Rigsretten, finder først en foreløbig Forhandling Sted, ved hvilken Anklageren fremlægger et Anklageskrift samt sine Dokumenter og en Fortegnelse over de øvrige Bevisligheder, han agter at benytte, medens Tiltalte paa sin Side fremlægger de Bevisligheder, han vil benytte, eller en Fortegnelse
