Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/276

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

268

§ 146. Om de fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Retsstilling.

Ifølge Grl. § 76, s. Grl. 1849 § 81, have Borgerne Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, som stemmer med dens Overbevisning, dog at Intet læres eller foretages, der strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Grundloven har altsaa ikke med Hensyn til religieuse Samfund indskrænket sig til, saaledes som med Hensyn til andre Foreninger, at hjemle Borgerne Ret til at forene sig i ethvert lovligt Øiemed, s. Grl. § 87, men tillagt dem en almindelig og ubetinget Ret til at forene sig i Samfund af den i Grl. § 76 omhandlede Beskaffenhed. En udtrykkelig Udtalelse af denne Sætning var ogsaa nødvendig, da Forening i Samfund til Gudsdyrkelse efter den tidligere Lovgivning netop ikke kunde betragtes som en Forening i lovligt Øiemed, s. 6. 1. 4.

A. Hvad angaaer Betingelserne for, at et fra Folkekirken afvigende Samfund lovlig kan bestaae, fordres der utvivlsomt, at Samfundet maa gaae ud paa Gudsdyrkelse. Et Samfund, der ikke gaaer ud paa Gudsdyrkelse, er altsaa ikke beskyttet ved Grl. § 76, hvorimod dets Lovlighed i Henhold til den almindelige Regel i Grl. § 87 maa bedømmes efter den sædvanlige Lovgivning. Derimod kommer det ikke i Betragtning, om den omspurgte Gudsdyrkelse er mere eller mindre udviklet, og der synes end ikke at være tilstrækkelig Hjemmel til at indskrænke den ved Grundloven tillagte Beskyttelse til de Samfund, der kun anerkjende en Gud. At Grl. § 76 bruger Singularisformen »Gud«, kan ikke betragtes som afgjørende, da den vistnok ikke herved har havt til Hensigt at afgjøre Noget om dette Spørgsmaal, og en Gudsdyrkelse af et Samfund, der anerkjender flere Guder, kan neppe uden Videre betragtes som stridende mod Sædelighed, hvilket Begreb i Grundloven ikke kan opfattes fra Religionens Standpunkt.