269
Tvivlsommere er det, om det maa fordres, at Samfundets Lære ikke strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Naar nemlig Grl. § 76 i Slutningen tilføier dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædelighed eller den offentlige Ordene, ligger der i disse Ord umiddelbart ikke Videre, end at Samfundets ved Grundloven anerkjendte Existents ikke berettiger Medlemmerne eller Bestyrelsen til at foretage Handlinger, der stride mod Sædelighed eller den offentlige Orden, under Paaskud af, at disse Handlinger maatte være hjemlede ved Samfundets Lære, eller til at forkynde en Lære af den nævnte Beskaffenhed.
Herefter skulde den nævnte Slutningspassus i Grl. § 76 kun have den Betydning, at den enkelte mod Sædelighed eller offentlig Orden stridende Handling straffes, og at den Forsamling, hvori slige Handlinger foretages, efter Omstændighederne opløses, men ikke udtale nogen Betingelse for et Religionssamfunds lovlige Tilværelse. Det kunde ogsaa synes ret naturligt, at Grundloven ganske i Almindelighed anerkjendte ethvert Religionssamfunds lovlige Tilværelse og kun ligeoverfor disse, ligesom overfor enhver anden Person eller Korporation, fastholdt Statens almindelige Straffemyndighed.
Det synes imidlertid, at Slutningsbestemmelsen i Grl. § 76 ikke kan indskrænkes paa den angivne Maade, men maa opfattes som indeholdende en Betingelse for Samfundets lovlige Tilværelse, saa at et Samfund, hvis Lære strider mod Sædeligheden, selv om den ikke her sættes i Udøvelse, eller som vedkjender sig et Formaal, der strider mod den offentlige Orden, maa ansees som ulovligt. Dette synes dels at fremgaae af den Maade, hvorpaa den nævnte Bestemmelse er forbundet med Paragraphens første Del ved Ordene »dog at«, hvilke synes at skulle udtrykke en Indskrænkning i selve den opstillede Hovedregel, dels af den udtrykkelige Tilføielse af Ordet »læres« ved Siden af »foretages«, hvilket under en modsat Forudsætning synes over-
