20
straffen ogsaa kunde paalægges paa Grund af Handlinger, som i og for sig ingenlunde kunde betragtes som vanærende, hvilket navnlig gjaldt efter den i 1849 gjældende Lovgivning, s. 6. 21. 2 smh. med Lov 3. Jan. 1851 § 9, men ligesom den efter den ældre Lovgivning ubetinget udelukkede fra Valgret, saaledes er det vistnok heller ikke paa nogen Maade foreneligt med Betydningen af Ordet »uberygtet« derunder at henføre den, som i Henhold til Lovgivningen af Domstolene er betegnet som aldeles æreløs. I dette Punkt synes saaledes Valglovens Bestemmelse at maatte vige for Grundlovens, og den Omstændighed, at Ærestraffen, som nys berørt, er afskaffet ved Straffelov 1866, kan neppe umiddelbart have gjort nogen Forandring heri. Dog vil det Anførte ikke kunne gjælde om den saakaldte, mindre, almindelige eller den mindre, særlige Vanære, og navnlig vil Fortabelse af Embede eller Borgerret, ikke, saaledes som efter den ældre Lovgivning, kunne udelukke fra Valgret.
d) At den strafbare Handling maa være konstateret ved Dom. Efter det Ovenanførte synes Frifindelse for videre Tiltale med Hensyn til en i den offentlige Mening vanærende Forbrydelse ikke at burde udelukke fra Valgret, hvilket ogsaa er antaget ved en Dom i Juridisk Ugeskrift 1852. 859[1]). Det Samme maa vistnok antages med Hensyn til en endnu uafgjort, kriminel Aktion, skjøndt Forholdet her er af en noget anden Beskaffenhed, og skjøndt Næringslov 29. Dec. 1857 § 2 Nr. 3 synes at frembyde en særlig Tvivlsgrund herimod. Ligesom man imidlertid efter det Ovenanførte uden Tvivl i det Væsentlige maa holde sig til de af Valglovens § 2 følgende Resultater, hvor disse ikke ere ligefrem uforenelige med Grundloven, synes den opstillede Sætning ogsaa at fremgaae af Grl. § 58, smh. med § 57. Hvis nemlig en uafgjort, kriminel Aktion for en vanærende Forbrydelse skulde udelukke fra Valgret, maatte
- ↑ Her maa nu mærkes Lov 3. Apr. 1868 § 5 (Udg. Anm.)
