279
kjendelse eller Ikke-Anerkjendelse kommer i Betragtning, s. Skr. 3. Dec. 1850, Bkg. 2. Nov. 1865.
B. Med Hensyn til de Samfund, der ikke allerede vare anerkjendte ved Udstedelsen af Grl. 1849, opstaaer det Spørgsmaal, hvorledes Anerkjendelsen skal tilveiebringes. Dette maa uden Tvivl besvares derhen, at det kun kan tilkomme den lovgivende Magt at meddele Anerkjendelsen. Denne kan ikke betragtes som en simpel Embedsudnævnelse, men har en meget væsentlig Indflydelse paa Samfundsmedlemmernes retlige Stilling og henhører saaledes efter sin Natur under Lovgivningsomraadet. Derhos indeholder Anerkjendelsen aabenbart en Ordning af et fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold, der efter Grl. § 78, jfr. Grl. 1849 § 83, bør skee ved Lov. De før Grundloven stedfundne Anerkjendelser synes ogsaa nærmest at maatte opfattes som Lovgivningsakter. Nogen Indvending herimod kan ikke hentes fra den Omstændighed, at Lov 13. Apr. 1851 § 1 kun fordrer, at Præsterne skulle være anerkjendte af Staten, thi ligesom Anerkjendelsen af den enkelte Præst, naar Samfundet engang er anerkjendt, naturligvis skeer ad administrativ Vei, saaledes har Loven aabenbart ikke havt til Hensigt at udtale Noget om den Form, hvori Anerkjendelsen skal skee. Til at skjelne mellem de forskjellige Retninger, hvori Anerkjendelsen faaer Betydning, saa at den i Grl. § 77 omhandlede Anerkjendelse skulde kunne meddeles ad administrativ Vei, medens Lovhjemmel skulde være nødvendig til Indtrædelsen af de i Lov 13. Apr. 1851 omhandlede Retsvirkninger, er der i Mangel af positiv Hjemmel neppe tilstrækkelig Grund. Ved det Anførte er det naturligvis ikke udelukket, at der ved den i Grl. § 78 omhandlede Lov kan meddeles Regeringen Bemyndigelse til ad administrativ Vei at anerkjende et Trossamfund. Den her forsvarede Opfattelse er imidlertid ikke fulgt af Administrationen, idet Anerkjendelsen af det methodistiske Samfund er skeet ved en kongelig Resolution, s. Bkg. 2. Nov. 1865, men denne Omstændighed er naturligvis ikke
