280
afgjørende, da den nævnte Bekjendtgjørelse ikke er nogen Lov. Som Hensyn, der ved Spørgsmaalet om Anerkjendelsen ville komme i væsentlig Betragtning, kunne nævnes Samfundets historiske Berettigelse, Medlemmernes Talrighed og efter Omstændighederne Lærens Beskaffenhed[1]).
C. Virkningerne af Anerkjendelsen ere dels visse særegne Fortrin, dels visse særegne Indskrænkninger.
I førstnævnte Henseende mærkes:
1) De anerkjendte Samfunds Geistlige have offentlig Troværdighed og kunne med borgeng Retsvirkning udføre kirkelige Handlinger, føre Kirkebøger, o. s. v., s. Lov 13. Apr. 1851. Som Følge heraf kunne Samfundets Medlemmer med borgerlig Gyldighed modtage kirkelig Daab, Vielse, o. s. v. af deres egne Geistlige, men paa den anden Side er der heller ikke aabnet dem Adgang til at benytte den borgerlige Form, som for de ikke anerkjendte Samfunds Medlemmer træder i Stedet for hine Handlinger, s. Lov 13. Apr. 1851.
2) Deres Geistlige ere fritagne for Værnepligt, s. Værnepligtslov. 2. Marts 1861 § 4.
3) Deres Medlemmer yde kun kirkelige Afgifter til selve Samfundet, ikke til Folkekirken eller Skolevæsenet, s. Grl. § 77, og nedenfor.
4) De anerkjendte Samfund have vel ikke noget Krav paa Understøttelse af Staten, men der er dog Intet til Hinder for, at en saadan kan tillægges dem, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 70, hvorimod der ikke vil blive Spørgsmaal herom med Hensyn til de ikke anerkjendte Samfund.
Paa den anden Side har Staten en større Kontrol med de anerkjendte end med de ikke anerkjendte Samfund. Medens Staten ligeoverfor disse kun har at bringe de al-
- ↑ At denne ikke kan være ubetinget afgjørende, fremgaaer allerede deraf, at det mosaiske Samfund er anerkjendt, medens Anerkjendelse ingenlunde kan ventes at ville blive tillagt enhver kristelig Sekt, s. Folkethlngstldende 7. Session Sp. 1557—1606.
