289
kirkelig Vei at indvirke paa det Medlem, som tilsidesætter dets Love, idet den nemlig har anordnet borgerlige Betingelser og borgerlige Former i Stedet for de tidligere kirkelige. Lovgivningen har imidlertid ikke i saa Henseende gennemført en fuldstændig Adskillelse mellem Stat og Kirke, men har væsentlig indskrænket sig til de Tilfælde, hvor en stærk praktisk Trang til en saadan Adskillelse var tilstede, altsaa navnlig med Hensyn til Medlemmerne af de ikke anerkjendte Samfund, hvorimod den med Hensyn til de af Staten anerkjendte og beskyttede Samfund som Hovedregel har fastholdt den Sætning, at disses Tilhængere, saa længe de forblive i Samfundet, ikke ere berettigede til at tilsidesætte dettes Love. Dog er en Undtagelse gjort med Hensyn til Ægteskaber mellem Medlemmer af forskjellige anerkjendte Trossamfund[1]), ligesom ogsaa de til Daaben knyttede, borgerlige Tvangsmidler og borgerlige Retsvirkninger ere hævede saavel for de anerkjendte, som for de ikke anerkjendte Samfunds Vedkommende. Idet den nærmere Udvikling forbeholdes Kirkeretten, skulle her de enkelte i Betragtning kommende Forhold kortelig berøres:
1. Ægteskab. Den tidligere Lovgivning anerkjendte som gyldig Stiftelsesform for Ægteskabet kun den geistlige Vielse, der alene kunde foretages af en af Staten anerkjendt Præst, og hvis Opnaaelse var knyttet til forskjellige kirkelige Betingelser, s. Fdn. 30. Apr. 1824 § 3 Nr. 2, medens den paa den anden Side havde saavel borgerlig, som kirkelig Retsvirkning. Herved opstod der Vanskeligheder for Medlemmerne af de ikke anerkjendte Samfund, idet den af disses Geistlige foretagne Vielse ikke havde borgerlig Gyldighed, medens en af en anerkjendt Præst foretagen Vielse dels kunde være besværende for deres Samvittighed, dels volde Vanskelighed med Hensyn til de stillede, kirkelige Betingelser, dels endelig af dem som staaende udenfor
- ↑ I dette Tilfælde maatte nemlig Samfundets Krav vige for den udenfor samme staaende anden Persons Ret.
Holck: Statsforfatninga-Ret. II.
19
