300
Pl. 1776 og Regl. 1829 kunne kun antages at have tænkt paa de almindelige Tilfælde, saa meget mere, som deres Udtryk dog i ethvert Tilfælde ikke ere ganske korrekte, s. Fdn. § 1. 2. M.
Den omspurgte Betingelse kunde synes at være fyldestgjort, naar Børnene paa Fødselstiden vare bestemte til at forblive her, saa at den Omstændighed, at de snart efter Fødselen udsendes af Riget for at opdrages i Udlandet, naar det dog er Meningen, at de skulle vende tilbage, eller endog, at Forældrene paa Grund af forandret Villiesbestemmelse senere udvandre med Børnene, ikke synes at kunne berøve disse den engang erhvervede Indfødsret. Herfor kan navnlig anføres det mindre Naturlige i, at det ellers i lang Tid kan henstaae uafgjort, om Vedkommende skal have Indfødsret eller ikke. Imidlertid tilstede Ordene neppe denne Fortolkning, ligesom det ogsaa i Praxis vilde være vanskeligt at oplyse, hvilken Villiesbestemmelse Forældrene paa et maaske langt tilbageliggende Tidspunkt have fattet. Man maa derfor tage Hensyn til den faktiske Omstændighed, om Barnet er forblevet her i Staten. Hertil kan det nu ikke fordres, at Vedkommende bestandig forbliver her, da han i saa Fald aldrig vilde opnaae nogen definitiv og ubetinget Indfødsret, hvilket ikke vilde være foreneligt med Bestemmelsen i Fdn. § 9 om, at de Paagjældende skulle agtes og ansees fuldkommen for Indfødte, men der maa efter de i Forordningens Præmisser udtalte Synspunkter sees paa, om Barnets Opdragelse er skeet her. Saalænge Barnets Opdragelse ikke er fuldendt her, har det kun erhvervet en betinget Indfødsret, hvilket navnlig kan være af Betydning med Hensyn til Pigebørns Indskrivning i Klostre, s. Fdn. § 8, og nedenfor.
Der kan fremdeles spørges, om Fdn. § 9 er anvendelig paa alle Børn af Fremmede, der fødes her i Landet, selv om det skeer under Forældrenes midlertidige Ophold her, eller kun paa Børn af saadanne Fremmede, der have taget fast Bepæl her i Landet. For at give Bestemmelsen det
