301
videre Omfang tale dels de almindelige Udtryk i Begyndelsen af Fdn. § 9, dels den almindelige Hovedregel i Fdn. § 1. 1. M., der ikke bør indskrænkes mere end nødvendig. Herimod kan nu vel bemærkes, at de følgende Udtryk i Fdn. § 9 »have dog lige med dem fuld Frihed til at boe (ikke bosætte sig) og nære sig« osv., synes at forudsætte, at Forældrene ere bosatte her, og at Fdn. § 1. 2. M. synes at gaae ud fra den Grundsætning, at der med Hensyn til Indfødsretten ikke sees paa Forældrenes midlertidige, men kun paa deres faste Opholdssted, s. Ørsteds Haandbog 2. D. S. 539, hvortil kommer, at de almindelige Udtryk i Fdn. § 1. 1. M. ere mindre afgjørende, da Bestemmelsen efter det ovenfor Bemærkede nærmest maa antages at angaae Børn af Indfødte. Imidlertid tale uden Tvivl overveiende Grunde for at tillægge Bestemmelsen i Fdn. § 9 et videre Omfang. Paragraphens Udtalelser om de Fremmedes Adgang til at boe og nære sig her ere ikke saa bestemte, at de berettige til at indskrænke Bestemmelsen om Børnene, der refererer sig til de almindelige Udtryk i Paragraphens Begyndelse, og af Fdn. § 1. 2. M. kan man ikke med Sikkerhed slutte til den ovennævnte Grundsætning, at Indfødsretten udelukkende skal beroe paa Forældrenes faste Opholdssted, da der Intet er til Hinder for, at en Person kan have Indfødsret paa to Steder, Skr. 11. Marts 1852. Endelig synes det, da de omspurgte Børns Indfødsret i ethvert Tilfælde er betinget af deres Forbliven her, at være ret vel stemmende med Sagens Natur og de i Forordningens Præmisser udtalte Synspunkter at tage mere Hensyn til Børnenes end til Forældrenes Forhold til den danske Stat, s. dog Skr. 7. Sept. 1854, 5. Febr. 1856.
Til at udelukke Børn af Personer, der nyde Exterritorialitetsret, er der neppe tilstrækkelig Grund.
4. Paa Grund af Udtrykkene i Fdn. 1776 § 8 i Slutningen kan der spørges, om de foran opstillede Regler ogsaa komme til Anvendelse ved Afgjørelsen af Spørgsmaal om Kvinders Indfødsret, eller om denne retter sig efter
