304
være tilstrækkeligt at være født i hvilkensombelst Del af af samme. Fdn. § 1 fordrer kun, at Personen er født i Kongens Stater, og naar der senere hen nævnes Danske[1]), Norske og Holstenere, har dette sin naturlige Grund i, at det var disse Lande, som dengang udgjorde Kongens Stater, s. dog Scheels Personret S. 230. At Bilandene og Kolonierne ikke særskilt opregnes, forklares deraf, at disses Beboere maatte indbefattes under Danske og Norske. Det fremgaaer ogsaa utvivlsomt af forskjellige Udtalelser i Lovgivningen, at de i Bilandene eller Kolonierne fødte Personer have Indfødsret, s. Regl. 11. Febr. 1848 § 3 Nr. 1, smh. med § 4 Nr. 1 og 2, Lov 15. April 1854 §§ 2, 3, Koloniallov 27. Nov. 1863 §§ 9, 18, 19. Hvad senere erhvervede Lande angaaer, synes ogsaa, selv om man ikke umiddelbart vil indbefatte dem under Udtrykket i Fdn. 1776 § 1 »Vore Stater«, Forordningens Grunde afgjørende at tale for at tillægge dem Indfødsret, der ere fødte i samme efter Erhvervelsen[2]), s. Regl. 22. April 1829 § 5. De i Lauenborg fødte Personer maatte derfor antages at være i Besiddelse af Indfødsret, s. Kskr. 21. Aug. 1819, Forfl. 2. Okt. 1855 § 29, der for Lauenborgs Vedkommende atter ophævedes ved Kundgj. 6. Nov. 1858 og Kundgj. 16. Nov. 1864 § 19; men da Fdn. 1776 ikke var udvidet til Lauenborg, antoges Indfødsret ikke for nødvendig til Opnaaelse af Embeder sammesteds. Hvad Afstaaelse af Land angaaer, er det indlysende, at Indfødsret ikke kan tilkomme dem, der fødes i et afstaaet Land efter Afstaaelsen. I Øvrigt kan der ved Erhvervelser og Afstaaelser af Land opstaae meget tvivlsomme Spørgsmaal, der egne sig til positiv Ordning, hvilket i de vigtigste Tilfælde ogsaa har fundet Sted, s. Traktat 14. Jan. 1814 §§ 20, 26, Plak. 1. April s. A., Cirk. 15. April 1823 § 1, Kskr. 29. Nov. 1836, Kundgj. 16. Nov. 1864
