307
§ 6 og Kabinetsordre 1. og 8. Febr. 1776, gave Indfødsret overalt i Kongens Stater og pleiede at lyde paa, at saavel den Paagiældende selv, som hans ægte Børn skulde have Indfødsret, hvorved altsaa ogsaa de her til Landet medbragte Børn erholdt Indfødsret, s. med Hensyn til Island Adn. 17. Nov. 1786 § 8.
En Forandring heri indtraadte ved Grl. 1849 § 54, hvorefter ingen Udlænding kunde erholde Indfødsret uden ved Lov. Herved bortfaldt altsaa Regeringens Ret til at meddele Naturalisationsbevillinger for de Landes Vedkommende, for hvilke Grundloven var gjældende. For Slesvigs og Holstens Vedkommende Opfattedes Forholdet paa den Maade, at Kongens Sanktion af den af Rigsdagen vedtagne Lov om Meddelelse af Indfødsret antoges at afgive den fornødne Hjemmel for Lovens Gyldighed i hine Landsdele, s. Bkg. for Slesvig 19. Mai 1855, for Holsten 14. Mai s. A., D. T. 1855. 468.
Grl. 1849 § 54 afløstes af den tilsvarende Regel i Forfl. 1855 § 47, hvorefter Indfødsret maatte meddeles ved en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov, der da, som alle andre paa lignende Maade tilveiebragte Love, med Hensyn til hvilke ingen Indskrænkning var gjort, havde Gyldighed for Monarkiets hele Omfang, jfr. dog med Hensyn til Lauenborg ovenfor § 152 Nr. 6.
Da Forfl. 1855 ved Kundgj. 6. Nov. 1858 hævedes for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, kunde den ved en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov meddelte Indfødsret kun have Virkning for de Rigsraadets Lovgivningsmyndighed underlagte Landsdele. Imidlertid hævdedes Indfødsrettens Enhed for hele Monarkiet med Hensyn til den ved Lov 8. Dec. 1859 forskjellige Udlændinge meddelte Indfødsret, idet der ved en Resolution 8. Dec. 1859 (i Lovsamlingen som Anmærkning til Loven) meddeltes de i Loven ommeldte Personer Indfødsret i det danske Monarki. Paa Grund af de politiske Forholds Tryk blev imidlertid en anden Vei betraadt ved Lov 26. Mai 1863, hvorved der meddeltes forskjellige Udlændinge Indfødsret i Kongeriget og
20*
