308
Slesvig med tilhørende Bilande og Kolonier[1]), uden at nogen supplerende Akt for Holstens Vedkommende samtidig eller senere blev udvirket, s. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 5. Den saaledes fulgte Vei blev ved Grl. 1863 gjort til den regelmæssige, idet efter Grl. § 49 ingen Udlænding kunde erholde Indfødsret uden ved Lov, og ifølge Grl. § 18 en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lovs Virksomhed i Kongeriget og Slesvig kun ved en i Loven optagen, udtrykkelig Bestemmelse kunde gjøres afhængig af en tilsvarende Lovs Vedtagelse for et andet Lovgivningsomraade eller for en enkelt Landsdel, jfr. Kundgj. 30. Marts 1863 Art. 5 og Lov 27. Nov. 1863.
De ovennævnte Vanskeligheder med Hensyn til Indfødsrettens Omraade bortfaldt ved Hertugdømmernes Afstaaelse, og naar Grl. 1866 § 51 gjentager de tidligere Grundloves Bestemmelse, at ingen Udlænding kan erholde Indfødsret uden ved Lov, har en saadan Indfødsret naturligvis kun Gyldighed for Rigets nuværende Omraade.
Meningen med Grl. § 51 er nærmest, at hvert enkelt Spørgsmaal om Meddelelse af Indfødsret særlig skal afgjøres af Lovgivningsmagten, men ligesom flere Personer kunne forenes i en Lov, der i saa Fald betragtes som bestaaende af ligesaa mange særskilte Paragrapher, saaledes kan det heller ikke antages, at Grl. § 51 skulde udelukke Adgangen til at give almindelige Lovregler, ifølge hvilke Indfødsret skulde tilkomme Udlændinge under visse bestemte Betingelser. De Betingelser for Meddelelse af Naturalisationsbevillinger, der tidligere vare fastsatte ved Indfødsretten 1776 §§ 3—5 og de dertil sig sluttende senere Bestemmelser, kunne ikke være bindende for Lovgivningsmagten ved Afgjørelsen af Spørgsmaal om Meddelelse af Indfødsret; men
- ↑ Med Hensyn til de forskjellige Tvivl, der kunde reises om denne Indfødsrets Omfang, henvises til de i Lovsamlingen 1863 S. 135 indførte Bemærkninger af Konseilspræsidenten ved Lovudkastets tredie Behandling i Rigsraadet.
