316
tion aldeles løses fra sit undersaatlige Forhold, s. Resol. 17. Febr. 1853, hvilket undertiden skeer for at lette ham Adgangen til Optagelse i en fremmed Stat, hvorimod en saadan Løsning ikke er nødvendig til at hæve det almindelige Undersaatsforhold. I dette Tilfælde er det ved Skr. 13. Sept. 1851 antaget, at Indfødsretten tabes, og denne Anskuelse synes ogsaa at ligge til Grund for en Sessionskjendelse i Høiesteretstidende 1867. 560, ligesom den bestyrkes ved Fdn. 15. Febr. 1854 § 6 og 11. Juni 1854 § 6[1]), s. ogsaa Kundgj. 22. Dec. 1866 Art. 4 smh. med Art. 2. De nævnte Forordninger kunne imidlertid ikke være afgørende for Kongeriget, og dettes Lovgivning indeholder uden Tvivl ingen Hjemmel for Regeringen til at meddele slige Bevillinger med den anførte Virkning. Indfødsrettens Ufortabelighed synes derfor ogsaa at burde fastholdes i dette Tilfælde, hvilket ogsaa nærmest synes forudsat i den til den ovennævnte Sessionskjendelse sig sluttende Høiesteretsdom i Høiesteretstidende 1867. 558 (jfr. Ordene: I Forhold til Udskrivningsvæsenet maatte Indstævnte saaledes betragtes som Udlænding). At en dansk Kvindes Indfødsret ikke fortabes derved, at hun indgaaer Ægteskab med en Udlænding, er paavist ovenfor § 152 Nr. 4.
Andet Afsnit. Om det statsborgerlige Forhold i egentlig Forstand eller det undersaatlige Forhold.
§ 156. Begreberne Undersaat og Statsborger.
Til Undersaat kan henføres Enhver, der er en vis Statsmagt undergivet, og dansk Undersaat er da den, der er den danske Statsmagt undergivet. Det undersaatlige Forhold kan
imidlertid være mere eller mindre fuldstændigt. Til Under-
- ↑ Derimod kan man neppe med Sikkerhed udlede Noget af Lov om Indfødsret 31. Mal 1867.
