25
bør betragtes som en Handling, der efter sin Natur maa gjøre den Paagjældende uværdig til sine Medborgeres Agtelse og som saadan ogsaa afficere hans Valgret, s. Motiverne S. 148, er neppe i retlig Henseende afgjørende; men ligesom Bestemmelsen anbefaler sig fra et politisk Synspunkt, saaledes ligger der neppe heller i Grundloven nogen Hindring for, at Valgretten, ligesom enhver anden Rettighed, kan rammes af Straffeloven som Følge af et strafbart Forhold. Det følger af de anførte Bestemmelser, at Valgretten først mistes ved den Dom, hvorved den erklæres for forbrudt, og at saaledes den af Øvrigheden dekreterede Aktion eller det under kriminelle Sag tilveiebragte Bevis for, at den Paagjældende har solgt sin Stemme, ikke er tilstrækkelig til at berøve ham Valgretten.
Naar man hyppig taler om, at Grundloven har hjemlet almindelig Valgret til Folkethinget, er dette Udtryk ikke nøiagtig. Til en almindelig Valgret kan det vel ikke fordres, at Kvinder, Børn og Forbrydere skulle have Valgret, thi disses Udelukkelse er begrundet i Sagens Natur, men til det nævnte Begreb synes det dog at maatte udkræves, at Valgretten tillægges enhver myndig, uberygtet Mand. Vil man nu end indrømme, at Tilføielsen af blot personlige Betingelser ikke udelukker Begrebet om almindelig Valgret, og at det Samme gjælder om de i Grl. § 30b og c omhandlede, negative Formuebetingelser, hvis Fastsættelse væsentlig er begrundet i, at de paagjældende Forhold i Reglen ville fremkalde en personlig Uselvstændighed hos den Vedkommende, kan Grundloven dog ikke siges at have indrømmet almindelig Valgret, thi, foruden at tilføie adskillige personlige Betingelser og negative Formuebetingelser, har den tillige udelukket alle myndige Mænd mellem 25 og 30 Aar, en Indskrænkning, som nedsætter Vælgernes Antal ikke ubetydeligt, s. Rigsdagstidende 1848-49. 2184 ff. Derimod er det ubestrideligt, at Grundloven har indrømmet en overordentlig fri og omfattende Valgret til Folkethinget.
