346
paa Statens Ordning hviler. Det følger imidlertid af den almindelige Hovedsætning i Grl. § 86, at en slig Udelukkelse kræver et udtrykkeligt Forbud, og det er derfor utvivlsomt, at den Omstændighed, at en Diskussion af visse Materier kan være farlig eller skadelig, ikke eo ipso bevirker, at den er utilladelig eller strafbar, s. Høiesteretstidende 1866. 714. Derhos vil et Forbud mod visse Udtalelser gjennem Pressen efter Omstændighederne kunne stride mod andre Bestemmelser i Grundloven. Saaledes vilde et Forbud mod at laste Kongens Regering, s. Fdn. 1799 § 2, smh. med Forordningens Epilog, være uforeneligt med den i Grl. § 12 udtalte Regel om Ministrenes ikke blot juridiske, men ogsaa politiske Ansvarlighed.
At Lovgivningsmagten af særegne Hensyn maa kunne forbyde Publikationen af Et eller Andet, stemmer ikke blot ganske med Sagens Natur, men bestyrkes ogsaa ved den positive Lovgivning, skjøndt denne i saa Henseende har iagttaget stor Varsomhed. Saaledes forbyder Straffelov § 184, jfr. Fdn. 1799 § 9, Lov 3. Jan. 1851 § 8, at offentliggjøre utugtige Skrifter, uden Hensyn til, om disse indeholde nogen Ærefornærmelse mod bestemte Personer, eller om de kunne betragtes som indeholdende en direkte Opfordring til usædelige Handlinger. Ligeledes haves flere Exempler paa Forbud mod Offentliggørelse af Krigsefterretninger, s. foreløbig Lov 8. Juli 1849, Lov 5. Juli 1850, 21. Marts 1864. De Misbrug, der herved kunne befrygtes, ville, naar Sagen afgjøres af den sædvanlige Lovgivning, ikke være farlige, og hvor foreløbig Lov anvendes, maa Garantien søges i Ministeransvarligheden.
Foruden den anførte Hovedregel tilføier Grl. § 86 »Censur og andre forebyggende Forholdsregler maae ingensinde paany indføres«. Ordet »paany« kan kun antages at indeholde en mindre heldig Polemik mod Pressens tidligere Tilstand, men medfører ikke, at saadanne forebyggende Forholdsregler, som hidtil have været ukjendte her,
