364
Tredie Afsnit. Om Udjevningen af Standsforskjellen mellem Statsborgerne.
§ 170.
Den Adskillelse af Folket i fire Stænder, Adel, Geistlighed, Borgerstand og Bondestand, som ogsaa i Danmark fandt Sted i Middelalderen, havde allerede før Grl. 1849 tabt den største Del af sin Betydning. Geistligheden, hvis overveiende Indflydelse allerede var bleven brudt ved Reformationens Indførelse i 1536, udgjorde og udgjør ikke nogen særegen Stand, men kun en i forskjellige Retninger eiendommelig stillet Klasse af Embedsmænd. Kjøbstæderne danne vel i Almindelighed selvstændige, fra det tilgrændsende Land adskilte Distrikter med egen Retspleie og Administration samt egen Kommunalforfatning, men i Øvrigt var Forskjellen mellem deres og Landets retlige Stilling allerede paa Grundlovens Tid kun ringe og er, forsaavidt den ikke kan ansees for grundet i Forholdenes naturlige Beskaffenhed, i det Væsentlige hævet ved den senere Lovgivning, s. foreløbig Lov 15. Sept. 1850, Lov 7. Febr. 1851, Næringslov 29. Dec. 1857. Bondestandens Stilling var vel ved Regeringsforandringen i 1660 og endnu i lang Tid efter i høi Grad trykket; men efterat Vornedskabet var blevet afskaffet ved Fdn. 21. Febr. 1702 og Stavnsbaandet ved Fdn. 20. Juni 1788, blev der ved en Række af hensigtsmæssige Landboreformer, s. nærmere Landboretten, paa en virksom Maade sørget for Bondestandens Frihed og Velstand, ligesom der ogsaa gjennem Skolelovgivningen virkedes for dens Oplysning. Bondestandens Stilling blev herved i høi Grad forbedret og den var med Hensyn til borgerlige og offentlige Rettigheder i det Væsentlige stillet lige med de øvrige Stænder. I en Henseende var imidlertid Bondestandens Retsstilling væsentlig ugunstigere end de øvrige Stænders, idet nemlig Værnepligten og navnlig Tjenesten ved Hæren var lagt som en særegen personlig Forpligtelse paa Bondestanden, medens de øvrige
