42
var valgbar til Landsthinget, s. Grl. § 23. Derimod var Valgretten til Landsthinget betinget af en temmelig høi Census, s. Grl. § 22, og et betydeligt Antal Valg foretoget af Kongen, s. Grl. §§ 20, 26, hvorhos endelig Valglov 4. Dec. 1863 § 17 opretholdt de i Valglov 2. Oct. 1855 givne Regler om Anvendlesen af Forholdstalsvalgsmaaden.
Den nugjældende Grundlov, hvis Bestemmelser om Landsthingets Sammensætning bleve tilveiebragte efter en heftig Kamp mellem dde modstaaende Partier og som et Kompromis mellem de af disse repræsenterede Anskuelser, maatte som Følge heraf vælge en Middelvei. De Midler, hvorved Grl 1849 havde søgt at sikkre Landsthingets konservative Karakter, havde efterhaanden viist sig ganske uskikkede til at opnaae det tilsigtede Øiemed. Valgbargedsbetingelserne bevirkee en væsentlig Indskrænkning i Antallet af de Kandidater, om hvilke der kunde være Spørgsmaal, meden de ikke indeholdt nogen Garanti for konservative Anskuelser, og de middelbare Valg havde paa den ene Side den Virkning at sløve Vælgernes Interesse for Valgene, medens de paa den anden Side ingenlunde gave noget Værn mod de Partiagitationer, som man veed dem havde villet forebygge. Endelig bevirkede den Omstændighed, at der i de enkelte Kredse valgtes et større Antal Landsthingsmænd ved sædvanlig Stemmeflerhed, at Valgenes Udfald og dermed Thingets Karakter i langt høiere Grad end Folkethingsvalgene blev afhængig af rene Tilfældigheder. Den i Grl. 1849 § 44 anviste Udvei at overdrage Landsthingsvalgene til de større kommunale Raad, kunde ei heller benyttes, da der ikke endnu var tilveiebragt en ny Kommunallov. Regeringen havde derfor i sit Udkast til den gjennemsete Grundlov væsentlig lagt Bestemmelserne i Grl. 1863 til Grund for Udkastets Regler om Landsthingets Sammensætning, men dette mødte stærk Modstand, idet man frygtede for herved at skabe en altfor skarp og principiel Modsætning mellem de to Thing. Man enedes derfor efter flere frugtesløse Forsøg om at skabe et ganske
