46
destgjøre de negative Betingelser for Valgbarhed. Da nu Grundloven, som ovenfor bemærket, plejer at benytte Udtrykket »udnævner« og ikke »vælger« om Kongens Valg af Landsthingsmænd, og da Grl. § 38 dog ikke i sin fulde Udstrækning kan komme til Anvendelse paa de Mænd, som udnævnes af Kongen, kunde det synes, at Udtrykket »valgbar« i Grl. § 38 ikke indefattede disse Mænd, og at der altsaa for deres Vedkommende kun blev Spørgsmaal om den i Grl. § 39 opstillede Betingelse. Ligesom det imidlertid ovenfor er antaget, at Udtrykket »valgte Medlemmer« i Grl. § 39 ogsaa maa omfatte de kongevalgte Medlemmer, saaledes taler Sammenhængen i Grl. § 39 paa en afgjørende Maade for at tillægge Udtrykket »valgbar« i Grl. § 38 en lignende, videre Betydning. Grl. § 39 tilføier nemlig i umiddelbar Forbindelse med Bestemmelsen i første Membrum om Kongens Udnævnelse af Landsthingsmedlemmer »Det staaer dog hvert Medlem frit for at opgive sit Sæde i Landsthinget, ligesom han udtræder af dette, naar han kommer i det Tilfælde, at han mister sin Valgbarhed.« Denne Besttemmelse indbefatter nu utvivlsomt de kongevalgte Medlemmer, og det maa endog trods det almindelige Udtryk »hvert Medlem« antages, at den kun sigter til disse. Dels fremgaaer dette af den Maade, hvorpaa Grl. § 39 er inddelt i forskjellige Stykker, samt af den umiddelbart efter tilføiede Bestemmelse om de øvrige Landsthingsmænd, dels indeholder Grl. § 58 den Regel, at den gyldig Valgte, der kommer i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister den af Valget flydende Ret. Den sidstnævnte Bestemmelse, der sluttet sig til forskjellige Forskrifter om Rigsdagsmændene i Almindelighed, kan aabenbart ikke indskrænkes til Folkethingets Medlemmer, men maa handle om alle Rigsdagsmænd; men det vilde nu være besynderligt, om der allerede i Grl. § 39 skulde være givet en Regel om alle Landsthingsmænd, som vilde være overflødig ved Siden af den almindelige Forskrift i Grl. § 58, hvorimod dens Udtalelse
