70
tage det, førend et nyt Valg var foranstaltet, s. Landsthingstidende 1. Session 265 ff[1]).
Ingen er forpligtet til at modtage Valg som Rigsdagsmand eller til at vedblive at fungere længere som saadan, end han selv ønsker det. Den sidstnævnte Sætning kan vel ikke støttes paa Grl. § 39, der kun taler om de kongevalgte Landsthingsmedlemmer, s. ovenfor § 88, men er tilstrækkelig begrundet i Sagens Natur. I alle Tilfælde, hvor den valgte Rigsdagsmand ikke modtager Valget, eller hvor hans Valg erklæres for ugyldigt, eller hvor han frivillig eller fordi han er kommet i et Tilfælde, der udelukker fra Valgbarhed, udtræder af Rigsdagen, maa et nyt Valg foranstaltes, s. Valglovens §§ 76, 87, 89, 90, Skr. 15. Jan. 1850, da vor Grundlov ikke har benytttet det i flere Henseender mislige Suppleantinstitut, s. derimod Fdn. 15. Mai 1834 § 5, 15. Febr. 1854 § 22, 11. Juni 1854 § 22.
§ 101. Om Embedsmænds Valg.
Ifølge Grl. § 56 [2]) behøve Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, ikke Regeringens Tilladelse til at modtage Valget. Denne Bestemmelse har det Fortrin, paa den ene Side at sikkre Embedsmændenes Uafhængighed, paa den anden Side at give Regeringen en friere Stilling og navnlig sikkre samme mod den Mistydning, som en Negtelse af Tilladelsen i Reglen vilde blive udsat for. Ligesom imidlertid Embedsmanden maa sørge for, at Embedet i hans Fraværelse bliver forsvarlig besørget paa hans egen Bekostning, hvortil han i Reglen vil behøve en Tilladelse af sine Foresatte, s. Skr. 31. Okt. 1849, Cirk. 19. Febr. 1851,
saaledes indskrænkes Regeringen naturligvis heller ikke ved
