38
magter samt Sverrig-Norge og senere tiltraadtes af næsten alle europæiske Fyrster af nogen Betydning. Ved den nævnte Traktat forpligtede de kontraherende Magter sig til at anerkjende Prinds Christian og dennes af Ægteskabet med Prindsesse Louise i lige Linie nedstigende; mandlige Descendenter som sukcessionsberettigede til alle de for Tiden under Kongen af Danmarks Scepter forenede Lande, anerkjendte Opretholdelsen af det danske Monarkis Integritet som et permanent Princip og forpligtede sig til at tage de yderligere Opfordringer under Overveielse, som Kongen af Danmark maatte finde for godt at lade udgaae til dem, dersom der blev overhængende Fare for, at Prinds Christians mandlige Afkom med Prindsesse Louise skulde uddøe.
Det stod endnu tilbage, i Overensstemmelse med Grl. 1849 § 4, jfr. § 15, at erhverve Rigsdagens Samtykke til den trufne Ordning. Dette Samtykke skulde i Henhold til Grls. § 4, jfr. § 71, meddeles i den forenede Rigsdag og med kvalificeret Majoritet. I dette Øiemed meddelte Kongen under 4. Okt. 1852 Rigsdagen et kongeligt Budskab[1]), hvori han udtalte sig om den Maade, paa hvilken han agtede at ordne Sagen, og opfordrede den forenede Rigsdag til at give sit Samtykke dertil, for at Kongen derefter kunde gjøre den vedtagne Ordning gjældende ved en hele Monarkiet omfattende Akt. At denne Form valgtes, havde sin Grund i, at Sagen angik hele Monarkiet, medens Rigsdagen kun kunde beslutte for Kongerigets Vedkommende. Sagen mødte heftig Modstand hos Rigsdagen paa Grund af den i Budskabet indeholdte Bestemmelse, at i Tilfælde af Mandsstammens Uddøen al Arveret efter Kongeloven skulde være ophævet, idet denne Bestemmelse ikke antoges for hjemlet ved de foregaaende Statsakter, navnlig Londonnertraktaten 8. Mai 1852, medens den derhos udsatte Landet for den Fare, naar Prinds Christians Mandsstamme maatte uddøe, at komme under en russisk Thronfølger og saaledes blive,
- ↑ Findes i Lovsamlingen.
