62
2. Okt. 1855 § 23, er vistnok temmelig tvivlsomt, s. Forfl. §§ 17, 57, Rigsdagstidende: extraordinair Session 1855 Anhang B 10; men derimod kunde det neppe negtes, at den brugte Fremgangsmaade maatte ansees som en politisk Nødvendighed, s. Rigsraadstidende 3. ordentlige Samling 117 ff. Rigsraadet anerkjendte ogsaa Nødvendigheden af det gjorte Skridt og vedkjendte sig de praktiske Konsekventser af samme, omend ikke i deres fulde Udstrækning, s. Forhandlingerne i Rigsraadets 3. ordentlige Samling.
Ved Kundgj. 6. Nov. 1858 var Forfl. 2. Okt. 1855 kun bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, hvorimod det i Kundgjørelsens Indledning udtrykkelig udtaltes, at den vedblev at bestaae i usvækket Kraft for de øvrige Landsdele. Imidlertid kunde den Omstændighed, at Forfl. 2. Okt. 1855 var ophævet for Holstens og Lauenborgs Vedkommende, ikke undlade at virke tilbage paa de andre Landsdeles Forhold og navnlig paa det for disse endnu bestaaende Rigsraad. Hvad dettes Sammensætning angaaer, maatte Kundgj. 6. Nov. 1858 have den Virkning, at Medlemmerne for Holsten og Lauenborg maatte betragtes som udtraadte, og at Rigsraadets Medlemmer saaledes reducere des fra 80 til 60. Imidlertid vedkjendte man sig ikke den som det synes naturlige Konsekvents heraf, at Tallet 41 i Forfl. § 37 3. M. maatte ansees som forandret til 31, og denne Bestemmelse blev derfor meget besværende for Forhandlingernes Gang, idet en Minoritet ved at undlade at stemme oftere søgte at forhindre Rigsraadet i at tage en gyldig Beslutning. Dernæst havde Kundgjørelsen den Virkning, at Rigsraadet, der nu kun repræsenterede Kongeriget og Slesvig, fremtidig kun kunde fatte Beslutninger for disse Landsdeles Vedkommende. Som Følge heraf kunde en af Rigsraadet vedtagen og af Kongen stadfæstet Lov som saadan kun gjælde for Kongeriget og Slesvig; skulde dens Virkning ogsaa udstrækkes til de tydske Forbundslande, maatte dette skee ved en særegen af Kongen, efter Omstændighederne med de respektive Stænderforsamlingers Medvirkning, fore-
