186
Afløsningen af de under Nr. 3 omhandlede Byrder, kan her særligt mærkes:
a) Bestemmelserne om Udstykning og Sammenlægning. Med Hensyn til Udstykning sørges der dels for, at saavel Hovedparcellen, som Biparcellerne beholde en vis passende Størrelse, dels for at Eiendommen opmaales og taxeres og at Parcellerne afsættes paa en regelmæssig Maade og særligt ansættes til Hartkorn. Kontrollen hermed føres derved, at de paagjældende Arbeider skulle udføres af en autoriseret Landinspekteur, og at Taxationen foretages af de i Henhold til Lov 4. Juli 1850 (Lovs.S. 239) beskikkede faste Taxationsmænd, samt at enhver Udstykning udkræver Indenrigsministeriets Tilladelse, hvorhos Amtmandens Betænkning skal ledsage Ansøgningen, s. Fdn. 25. Juni 1810, 3. Dec. 1819, Pl. 21. Apr. 1847. Mod Sammenlægning haves intet ligefremt Forbud, men Friheden i saa Henseende er indirekte begrændset ved de indskrænkende Bestemmelser om Dispositionsretten over Bondeeiendom, samt ved Udstykningslovgivningen.
b) Dispositionsretten over forskjellige Eiendomme er væsentligt indskrænket. Medens der i Reglen frit kan disponeres over Hovedgaardsjorder og Kjøbstadjorder, gjælder der forskjellige Indskrænkninger med Hensyn til Selveier- og Arvefæstegaarde, med Hensyn til de under et samlet Gods hørende Fæstegaarde og med Hensyn til Huse. Selveier- og Arvefæstegaarde maae ikke nedlægges, men skulle, forsaavidt Eieren ikke selv vil drive dem, gives i Livsfæste eller bortforpagtes efter Fdn. 15. Juni 1792 § 11, s. Fdn. 6. Juni 1769, Pl. 7. Juni 1806; imidlertid bortfalder nu Fæstetvangen for de Bøndergaarde, der i det Mindste i 20 Aar have været besiddede af Selveiere eller Arvefæstere med Ret til at sælge og pantsætte, s. Lov 19. Febr. 1861 § 1 (Lovs. S. 191). De under et samlet Gods hørende Fæstegaarde maae ikke nedlægges, ei heller indtages under Hovedgaarden, men skulle gives i Livsfæste eller bortforpagtes efter Fdn. 15. Juni 1792 § 11, s. Fdn. 6. Juni 1769,
