227
den Dømte ikke kan betale de ham paalagte Bøder , tager Bestemmelse om den Fængselsstraf, som i saa Fald træder i Bødernes Sted (Strl. 10. Febr. 1866 § 30, Lov 16. Febr. 1866, Lovs. S. 196). Endvidere er Øvrigheden ikke blot i mange Tilfælde bemyndiget til at fremtvinge Opfyldelsen af en Forpligtelse ved at diktere Tvangsmulkter, men har endog undertiden Ret til at paalægge ligefrem Straf, s. nærmere Forfatningsretten. Betydeligere kriminelle Tilfælde skulle indberettes til Justitsministeriet, til hvilket der derhos aarlig skal indsendes Fortegnelser over de i de enkelte Jurisdiktioner paatalte Forbrydelser og idømte Straffe, s. Cirk. 29. Marts 1828, 21. Aug. 1841. Dødsdomme, hvilke altid skulle appelleres til Høiesteret, maae ikke exekveres, forinden der er erhvervet kongelig Resolution, om hvorvidt Dommen maa exekveres eller ikke, hvorimod Resolutionen selvfølgelig ikke gaaer ud paa en Sanktion eller Negtelse af Sanktion af Dødsdommen. Endelig kan her mærkes den Ret, der ved Grl. 1849 § 31 og Grl. 1863 § 16, jfr. § 61 (Grl. 1866 § 36) er tillagt Kongen til at benaade og give Amnesti, hvorom henvises til Forfatningsretten.
§ 75. Fængselsvæsenet.
Fængslerne ere dels Varetægtsfængsler, dels Straffængsler. Varetægtsfængslerne ere dels bestemte til at Optage dem, som fængsles paa Grund af Mistanke om begaaede Forbrydelser, dels Gjældsfanger. Straffeanstalterne ere atter dels blotte Straffængsler, dels Arbeidsanstalter.
1. Fængslerne. Fdn. 5. Apr. 1793 udtalte humane og retfærdige Principer for Fængselsvæsenets Ordning, s. navnlig Forordningens Præmisser, men dens Forskrifter vare i høi Grad ufuldstændige og lede navnlig af den Mangel, at der ikke tilstrækkelig sondredes mellem de forskjellige Klasser af Fanger. Der blev derfor ved Resol. 8. Apr. 1840 nedsat en Kommission til at gøre Forslag til Straffeanstalternes bedre Indretning. I Henhold til dennes Be-
15*
