242
fordringer, maa han nedlægge formeligt Forbud mod Passets Udstedelse og behørig forfølge dette, 3. Pl. 28. Okt. 1791 § 6, 15. Mai 1839.
De anførte Forskrifter kunne ikke antages at være bortfaldne ved Lov 12. Febr. 1862; thi deraf, at Undersaatterne ikke ere forpligtede til at tilveiebringe Pas ved deres Afreise, følger naturligvis ikke, at de ubetinget ere berettigede til at fordre et saadant, og den Omstændighed, at det Offentlige ikke fører nogen almindelig og stadig Kontrol med de Afreisende, udelukker ikke, at det, naar disse ønske Legitimation, kan fordre de til dennes Meddelelse nødvendige Oplysninger. Ligesom derfor ubekjendte Personer fremdeles maae antages forpligtede til at skaffe Kaution for at kunne erholde Reisepas meddelt, saaledes maa Pasudstederen uden Tvivl ogsaa negte dettes Meddelelse, naar det er ham bekjendt, at den Paagjældende er i en Stilling, som Følge af hvilken han ikke maa reise eller i alt Fald ikke uden en særlig Tilladelse, s. med Hensyn til Embedsmænd Pl. 1772 in fine, med Hensyn til udskrevne Værnepligtige Lov 2. Marts 1861 § 43, jfr. §§ 41—42 (Lov 6. Marts 1869 § 51, jfr. §§ 49—50). Værnepligtige, der udmynstres eller forlade Landet for at fare med fremmede Nationers Skibe, behøve ikke Pas, men skulle være forsynede med en af Lægdsforstanderen for det Sted, i hvis Rulle han er indført, udstedt Søfartsbog, s. Lov 2. Marts 1861 § 45 (Lov 6. Marts 1869 § 52), hvilken Forskrift ikke er undergaaet nogen Forandring ved Lov 12. Febr. 1862 § 3.
3. Efter de ældre Regler var det endelig nødvendigt at være forsynet med Pas for at begive sig fra et Sted i Riget til et andet, s. 3. 19. 21, Prom. 24. Juni 1791, Kskr. 2. Nov. 1799, 9. Aug. 1800, men disse Indskrænkninger hævedes allerede ved Pl. 1. Marts 1842 § 2, 23. Sept. 1844, 7. Aug. 1846, jfr. dog med Hensyn til Udlændinge Kskr. 12. Jan. 1847. Da det imidlertid er Politiøvrighedens Pligt at føre et aarvaagent Tilsyn med Alle, der tage Ophold i Jurisdiktionen, og den i fornødent Fald kan affordre dem be-
