270
§ 84. Helbredelsen af udbrudte Sygdomme.
Det er en Selvfølge, at Staten ikke i Almindelighed kan indlade sig paa direkte at sørge for den Syges Helbredelse, men dette maa nærmest være dennes egen Sag, ligesom det ogsaa i Reglen vil beroe paa ham selv, om han vil træffe særegne Foranstaltninger for at blive helbredet. Staten indskrænker sig paa dette Omraade til at sørge for, at de personlige Kræfter og de materielle Midler til Helbredelsen haves tilstede, hvorhos den indskrænker de Private til at benytte de af den autoriserede Personer; kun undtagelsesvis gaaer den videre, navnlig ved at besørge den Syges Helbredelse paa offentlig Bekostning.
1. For Lægernes Uddannelse sørger Staten ved at indrette en Undervisning ved Universitetet samt paa Hospitalerne i Kjøbenhavn. Uddannelsen afsluttes ved en særegen Examen, 8. Pl. 30. Jan. 1838, Bkg. 26. Aug. 1851, 22. Jan. 1858. Bestaaen af denne Examen er den almindelige Betingelse for Retten til at praktisere som Læge, s. Reskr. 28. Aug. 1818, men paa den anden Side fordres intet Yderligere og navnlig ingen særlig Tilladelse af det Offentlige, som blot meddeler den Examinerede et Bevis som Hjemmel for hans Ret til at praktisere og herom udsteder en offentlig Bekjendtgiørelse. Den saaledes Autoriserede berettiges herved til at udøve enhver Slags Lægepraxis, kun med Undtagelse af Fødselshjælp, som forudsætter Gjennemgaaelsen af et særligt Kursus paa Fødselsstiftelsen, s. Bkg. 22. Okt. 1849. Udlændinge erholde kun jus practicandi, naar de ved Examen opnaae første Karakter, s. Pl. 28. Jan. 1840. Undtagelsesvis kan Tilladelse til en begrændset Lægepraxis meddeles en Uexamineret, s. Fdn. 5. Sept. 1794 § 6. Om Amanuenses, s. Pl. 29. Okt. 1839.
Medens de af Staten i egentlige Lægeembeder beskikkede Mænd maae betragtes og behandles som andre Embedsmænd, maae de privat praktiserende Læger i det
