298
Forinden vi imidlertid forsøge at drage en Grændse i saa Henseende, vil det uden Tvivl være oplysende at betragte Forskjellen mellem Øvrighedens og Domstolenes Stilling og Fremgangsmaade ved Afgjørelsen af konkrete Tilfælde og den forskjellige Retsvirkning, der som Følge heraf tilkommer de trufne Afgjørelser. Domstolene handle i Almindelighed kun efter Opfordring, de ere i deres Afgjørelser strengt bundne ved Loven, men ogsaa kun ved denne, s. Grl. 1849 § 78 (Grl. 1866 § 73), og de handle under streng Iagttagelse af visse lovbestemte Former. For at betrygge Dommernes Selvstændighed i Udførelsen af deres Hverv er der tillagt dem en særegen Uafsættelighed, s. Grl. 1849 § 78, jfr. dog 3. midl. Best. (Grl. 1866 § 73, 3. midl. Best). Deres Dekreter kunne under Iagttagelse af visse Former paaankes til Overretterne og Høiesteret, men kunne hverken omstødes af Domstolen selv eller af de administrative Myndigheder. Endelig følger det af den foreskrevne formelle Fremgangsmaade og den Fuldstændighed, hvormed Parterne skulle have Leilighed til at udtale sig, at Domstolenes Afgjørelse er langsommere og forbunden med flere Omkostninger end Øvrighedens, en Mislighed, som dog jevnlig er søgt afhjulpen ved Anordningen af en særegen summarisk Procesmaade i Sager, som egne sig dertil. Øvrigheden vil vel jevnlig behøve en Opfordring til at handle, men dette kan dog ikke siges at være den almindelige Regel. Den er i sin Afgjørelse vel ogsaa bunden ved Loven, men vil dog indenfor dennes Grændser hyppigt kunne tage Hensyn til de individuelle Omstændigheder og det Hensigtsmæssige, hvorhos den underordnede Øvrighed i sin Opfattelse af Loven ikke sjeldent vil kunne være bunden ved den høiere Øvrigheds Udtalelser. Dens Afgjørelse er i Almindelighed ikke bunden til særegne Former, og selv hvor dette er Tilfældet, ere disse simplere end de for Domstolene foreskrevne. Den Uafsættelighed, der tilkommer Dommeren, er ikke tillagt Øvrighederne. Øvrighedernes Dekreter blive at paaanke til den overordnede Øvrighed, og de ville i
