299
mange Tilfælde endog kunne forandres af den Øvrighed,
der har afsagt dem.
Ved Fastsættelsen af Grændsen mellem Øvrighedens og Domstolenes Kompetence, hvilken Grændse det naturlig vis tilkommer Lovgivningsmagten at drage, maa der derfor tages et dobbelt Hensyn, dels til vedkommende Private, hvis Ret i høiere Grad sikkres ved Domstolenes fuldstændige og grundige Behandling, dels til Administrationens Stilling, der vilde svækkes altfor meget, hvis den Private kunde bringe ethvert Forhold, som berørte ham, for Domstolene.
Grændsen mellem Retssager og Administrationssager staaer ikke i nogen nødvendig Sammenhæng med Statsforfatningen eller særligt med Reglerne om, hvilken Autoritet det tilkommer at afgjøre de i saa Henseende opstaaende Kompetencetvistigheder. Naar hos os Grl. 1849 § 77 og Grl. 1863 § 63 (Grl. 1866 § 72) tillægge Domstolene Ret til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, saa er herved vel givet en ny Regel om Kompetencetvistighedens Afgjørelse, men derimod er Intet udtalt om selve Grændsen mellem Øvrighedens og Domstolenes Kompetence, hvilken tvertimod maa drages efter de samme Regler, som før 1849, forsaavidt ikke nyere Love eller nyere Praxis maatte medføre en anden Regel.
Ei heller staaer den omtalte Grændse i nødvendig Sammenhæng med det Spørgsmaal, om Retspleien er for enet med eller adskilt fra Forvaltningen, s. Grl. 1849 § 76 (Grl. 1866 § 71). Selv hvor en Forening finder Sted, saaledes som hos os i Almindelighed er Tilfældet i første Instants, maa der skarpt skjelnes mellem, om Embedsmanden har handlet som Øvrighedsperson eller som Dommer, thi heraf vil det afhænge, hvilken Retsvirkning det afgivne Dekret har, og paa hvilken Maade det skal paaankes.
Det kan fremdeles bemærkes, at det ved Fastsættelsen af Grændsen mellem Retssager og Administrationssager kun kommer an paa, hvem den endelige Afgjørelse tilfalder, saa
