302
atter maa spørges, hvad der forstaaes ved en Rettighed i subjektiv Forstand, i Modsætning til de Beføielser og Forpligtelser, der tilkomme eller paahvile en Person for det Offentliges Skyld, et Spørgsmaal, som ingenlunde altid er let at besvare.
Naar man endelig har forment, at privatretlige og kriminelle Forhold i Reglen høre under Domstolenes, offentligretlige under Øvrighedens Afgjørelse, er vel den første Del af Sætningen i det Væsentlige rigtig, men den anden har hverken Hjemmel i Sagens Natur eller vor Lovgivning, og kan derfor ikke billiges.
Efter det Anførte maa man uden Tvivl opgive at op stille en almindelig Regel om Grændsen mellem Retssager og Administrationssager. Spørgsmaalet maa i ethvert Tilfælde besvares efter Lovgivningens Bestemmelser, i hvilken Henseende der dog naturligvis ikke blot maa sees paa det enkelte Lovbuds Ord, men tillige paa Lovgivningens Grundsætninger om Ordningen af det paagjældende Retsforhold eller den paagjældende Gruppe af Retsforhold overhovedet. Om nu end Lovgiveren har taget et væsentligt Hensyn til Sagernes egen Beskaffenhed, har han dog ikke gjennemført noget almindeligt Princip i saa Henseende, men ikke sjeldent af rent praktiske Grunde afveget fra det, som efter Forholdets Natur og andre Lovgivningsbestemmelser maatte ansees for det Nærmestliggende, f. Ex. naar Forsørgelsessager mellem Kommuner, for at spare Tid og Penge, ere henlagte under administrativ Afgjørelse. Ifølge den Maade, hvorpaa det hele Forhold efterhaanden historisk har udviklet sig, vil det ogsaa findes forklarligt, at til forskjellige Tider modsatte Principer have gjort sig gjældende ved Ordningen af ligeartede Forhold, naar f. Ex. Spørgsmaal om politisk Valgret høre under Domstolenes, om kommunal Valgret under Øvrighedens Afgjørelse.
I det Følgende skulle vi betragte Lovgivningens Ordning af Grændserne mellem Retssager og Administrationssager med Hensyn til de vigtigste Klasser af Retsforhold,
