322
kjende det Spørgsmaal, om Øvrigheden ved sin Afgjørelse har grebet ind paa Domstolenes Omraade, men ogsaa, om den har truffet en Bestemmelse, som det tilkom Lovgivningsmagten at fastsætte. Det er fremdeles klart, at Øvrigheden kan gjøre sig skyldig i en Kompetenceoverskridelse ikke blot ved positive Handlinger, men ogsaa ved Undladelser, og Domstolene kunne derfor i begge Tilfælde undersøge det Spørgsmaal, om Øvrigheden har overskredet sin Kompetence. Derimod maa det vel fastholdes, at Domstolene kun kunne paakjende det Spørgsmaal, om Øvrigheden har overskredet sin Myndigheds Grændser. Kommer Retten i sin Undersøgelse til det Resultat, at Øvrigheden har handlet indenfor sin Myndigheds Grændser, kan den Omstændighed, at Domstolene finde Øvrighedens Afgjørelse materielt urigtig, ikke berettige den til at tilsidesætte den trufne Afgjørelse, s. Jur. Ugeskr. 1853. 679, 1858. 379, 1860. 136. 276, 1861. 806, 1862. 353, Schlegels Høiesteretsdomme I. 141, H. R. T. 1861. 503. 530, 536, mfl. Endelig maa det efter de almindelige Udtryk, hvori den omhandlede Myndighed er tillagt Øvrigheden, antages, at Domstolene, naar de finde, at Øvrigheden har overskredet sin Myndigheds Grændser, ikke blot kunne tilsidesætte den trufne Afgjørelse, hvor den fremkommer som Incidentpunkt i en anden Retssag, men ogsaa positivt erklære den for ugyldig, s. Jur. Ugeskr. 1864. 180, ja endog tillægge den Private Erstatning hos den paagjældende Øvrighedsperson eller det Offentlige, s. H. R. T. 1859. 836. Det følger imidlertid af Kongens statsretlige Stilling, at der med Hensyn til de af ham foretagne Øvrighedshandlinger ikke bliver Spørgsmaal om en positiv Ugyldighedserklæring eller om Tilkjendelse af Erstatning.
Om det Spørgsmaal, hvorvidt en ulovhjemlet Øvrighedsbefaling er bindende for den Private, til hvem samme rettes, saaledes at han er pligtig ubetinget at efterkomme samme mod senere at faae Spørgsmaalet om dens Lovlighed afgjort ved Domstolene og efter Omstændighederne sig her-
