325
Handling er knyttet, i og for sig egne sig til Domstolenes Afgjørelse, ikke med Nødvendighed medfører, at Handlingens Foretagelse kan fremtvinges ved Rettens Hjælp, jfr. ovenfor § 97 C 4 om Meddelelsen af Bevilling, Borgerskab eller Næringsbevis.
B. Forsaavidt Domstolene komme til det Resultat, at en paaklaget Øvrighedshandling overskrider Grændserne for Øvrighedens Myndighed, kan Virkningen heraf atter fremtræde paa forskjellig Maade:
1. Forsaavidt den omspurgte Øvrighedshandling blot fremtræder som Søgsmaalsgrund eller som Grundlag for en Indsigelse under en Retssag, f. Ex. naar en Paastand om Arveret støttes paa et konfirmeret Testament, s. H. R. T. 1862. 77, Jur. Ugeskr. 1849. 361, en Frifindelsespaastand paa en af Øvrigheden meddelt Tilladelse til det paaklagede Forhold, vil Sagen blive at afgjøre, som om den uhjemlede Øvrighedshandling ikke existerede; dog vil i det sidstnævnte Tilfælde undertiden den uhjemlede Øvrighedshandling faae den Indflydelse, at den Paagjældende maa frifindes paa Grund af en derved fremkaldt error facti eller juris. Derimod bliver der i disse Tilfælde ikke Spørgsmaal om nogen positiv Omstødelse af Øvrighedshandlingen.
2. Øvrigheden kan selv bringe Sagen for Domstolene, idet den opfordrer Retten til at dømme i Henhold til en allerede tagen Øvrighedsbeslutning. Kommer Retten her til det Resultat, at Øvrigheden ikke har overskredet sin Myndighed, maa den, selv om den finder Beslutningen materielt urigtig, lægge den til Grund for Dommen og altsaa dømme den paagjældende Private. Finder den der imod, at Øvrigheden har overskredet sin Kompetence, maa Retten, ligesom i de under Nr. 1 nævnte Tilfælde, tilsidesætte den uhjemlede Øvrighedsbeslutning, saa at Sagen afgjøres, som om denne ikke existerede, hvorimod der heller ikke her bliver Spørgsmaal om nogen direkte Ugyldighedserklæring eller anden positiv Foranstaltning mod Beslutningen eller den Øvrighed, fra hvilken den er udgaaet.
