45
ved almindelige Regler. Vi skulle her kun fremhæve de sidste i deres Hovedtræk, idet den nærmere Detail henvises til Kriminalretten.
1. Embedsmanden maa vise Lydighed mod sine Foresattes Befalinger, s. 1. 1. 6, 2. 14. 9, 2. 15. 6, 2. 17. 22, 3. 4. 13, Instr. 26. Aug. 1797 § 10, 12. Dec. s. A. § 12, Regl. 1. Mai 1818 § 78, Instr. 11. Mai 1860 § 4 (Instr. 24. Marts 1868 § 5), mfl. En Forudsætning for denne Lydighedspligt er det imidlertid, at Befalingen gives af den kompetente Overordnede, at den ikke gives i en ligefrem urigtig Form, s. f. Ex. Grl. 1849 § 19, Grl. 1863 § 11 (Grl. 1866 § 13), og endelig, at den ikke aabenbart strider mod en for Regeringen bindende Lov eller mod Forfatningen, s. Grl. 1849 § 47 (Grl. 1866 § 43), og Kriminalretten. Hvor der i sidstnævnte Henseende er Tvivl, eller hvor Ordren forekommer Embedsmanden aabenbart skadelig, eller hvor han har Grund til at antage, at væsentlige Momenter ved Sagens Afgjørelse have været den overordnede Autoritet ubekjendte eller af denne ere oversete, bør han ved Forestilling til denne gjøre opmærksom herpaa; men hvis Ordren desuagtet gjentages, er han pligtig at efterkomme den.
2. Embedsmanden skal besørge sine Forretninger med Flid, Nidkjærhed og Konduite, s. Bkg. 28. Jan. 1856, 1. 5. 8, 1. 8. 9, 10, Fdn. 3. Juni 1796 §§ 35, 39, 16. Jan. 1828 §§ 7, 14, 16, Pl. 21. Apr. 1824 §1, Kassefdn. 8. Juli 1840 §§ 24, 25, 28, 29, 39, mfl. Man har i saa Henseende opkastet det Spørgsmaal, om Embedsmanden skylder Staten hele sin Tid eller om han kun har paataget sig visse bestemte Forretninger. Dette Spørgsmaal faaer navnlig Betydning, forsaavidt det af dets Besvarelse afhænger, om Staten kan paalægge Embedsmanden andre Forretninger uden hans Samtykke og uden Vederlag, og om den kan forbyde ham at paatage sig private Forretninger, uden Hensyn til, om de ham paalagte Forretninger lide derunder.
Herved maa foreløbig erindres, at Embedsmanden for saa vidt skylder Staten hele sin Tid, som han er pligtig
