74
Side, selv om Mistanken bliver konstateret ved en Frifindelse for videre Tiltale (s. nu Lov 3. Apr. 1868 § 5), og det saaledes ikke kan ansees forsvarligt at lade Embedsmanden beholde Embedet, ikke afficere Pensionsretten, da en lovbestemt Ret ikke bør fortabes uden fuldt Bevis, s. H. R. T. 1862. 578, hvilket Resultat yderligere bestyrkes derved, at der i Udkastet til Pensionsloven § 7 i D. T. 1850. S. 115 var optaget en Bestemmelse om, at grundet Mistanke om en Forbrydelse, der gjorde Embedsmanden uværdig til at beholde sit Embede, skulde have samme Virkning som de i Pensionslovene 1851 § 6, 1858 § 8 nævnte Misligheder, hvilken Bestemmelse er udeladt i den endelige Lov.
Tvivlsomst stiller Sagen sig, naar Embedsmanden uden for sin Embedsførelse bevislig har gjort sig skyldig i saadanne strafbare Handlinger, der aldeles berøve ham den for hans Stilling nødvendige Tillid og Agtelse eller dog væsentligt svække denne. For i dette Tilfælde at tillægge Embedsmanden fuld Pensionsret kan anføres, at denne er en lovbestemt Ret, der ikke bør fortabes uden klar Hjemmel, at Pensionen nærmest er at betragte som et Supplement til Gagen, der i Forbindelse med denne bliver at ansee som Vederlag for Embedsmandens Arbeide og træder i Stedet for den høiere Gage, Staten ellers maatte tillægge ham, og at Embedsmanden derfor vel kan fortabe den, naar hans Embedsførelse er utilbørlig, og han saaledes ikke opfylder de af Staten stillede Betingelser, men at Forhold, der ligge udenfor hans Embedsførelse, ikke bør komme i Betragtning til Pensionsrettens Nedsættelse eller Fortabelse. Hertil kan endnu føies, at den tilfældige Omstændighed, at Vedkommende er Embedsmand, efter den modsatte Antagelse kommer til væsentligt at forhøie den for det paagjældende Forhold fastsatte Straf. Disse Betragtninger ere dog neppe ganske afgjørende. Vistnok er Pensionsretten en lovbestemt Ret og maa i Forbindelse med Gagen betragtes som et Vederlag for Embedsmandens Arbeide, men ligesom den ikke, saaledes som
