76
kunde da ved Embedsmandens Afskedigelse ganske eller tildels negte ham Pension. Den foreskrevne Indberetning kan nu vel ikke ansees for bortfalden, og Kongen kan ogsaa fremdeles afskedige vedkommende Embedsmand, hvorimod han ikke længere ved sin Resolution ganske eller tildels kan berøve ham hans lovbestemte Pensionsret. Skeer dette dog, maa Embedsmanden kunne bringe Spørgsmaalet til Afgjørelse ved Domstolene. Den korrekte Fremgangsmaade fra Regeringens Side synes nu at maatte være den, at Domstolene, naar en Embedsmand skal dømmes for en Forbrydelse, som gjør ham uværdig til offentlig Tillid, paa Regeringens Andragende udtale sig om det Spørgsmaal, hvorvidt han derved har gjort sin Forbliven i Embedet umulig, og at Pensionsretten i Tilfælde af en bekræftende Besvarelse antages fortabt. Forsaavidt en saadan Begjæring ikke var stillet af Regeringen under den oprindelige Sag, og Domstolene heller ikke ex officio have udtalt sig om Spørgsmaalet, maatte dette forelægges dem under en ny Sag. Ved det Pensionslovudkast, som i 1846 forelagdes Stænderne, var det ogsaa foreskrevet, at Domstolene i det nævnte Tilfælde i Forbindelse med den for selve Forbrydelsen fastsatte Straf tillige skulle dømme Embedsmanden til Embedsforbrydelse. Denne Forskrift blev nu vel udeladt i det Rigsdagen i 1850 forelagte Udkast, men Grunden hertil var ikke, at man ansaa den omtalte Fremgangsmaade for uanvendelig, men alene den, at det ansaas som mindre rigtigt i Pensionsloven at optage Forskrifter for Domstolene om, hvad de skulde dømme, naar Embedsmanden blev funden skyldig i et Forhold, hvorefter han ikke kunde egne sig til at være i Embedet, skjøndt det ikke strengt taget kunde føre til Embedsforbrydelse, s. Landsthingstid. 2. S. 412—16. Forsaavidt altsaa Embedsmandens Forhold er af den Beskaffenhed, at det ligefrem gjør ham uværdig til Medborgeres Agtelse og Tillid, synes Domstolene at burde fradømme Embedsmanden Embedet, i hvilket Tilfælde Pensionsretten efter Lov 1851 § 5, Lov 1858 § 7 eller i alt Fald disse Para-
