lene ved Siden af Impresarien, medens hun kælede for sin lille, sorte Kat, som hun bar paa Skødet. Saa sagde hun alvorligt og indtrængende med Eftertryk paa hvert Ord:
— Hør nu, min kære Bravo! Jeg bryder mig hverken om Deres Udflugter eller om Deres Løgne — ja, ja, ja! vi har kendt hinanden for længe til, at De kan dupere mig. Jeg siger Dem bare kort og godt: hvis De ikke skaffer mig en Samtale med Tordalkado og det lige med det samme, saa kommer vi to aldrig til at gøre Forretninger.
— Men bedste Senorita! Ikke engang de Herrer af Pressen...!
— Ja, hvad bryder jeg mig om de Herrer af Pressen. Jeg lover Dem, at jeg ikke til nogen Moders Sjæl skal røbe, at jeg har besøgt Tordalkado, men jeg fordrer, at De skaffer mig en Samtale med ham, ellers er vi to færdige for bestandig.
— Ja, ja, sukkede Joseph Bravo. En smuk Kvinde som Dem kan man jo ikke nægte noget. Men jeg maa gentage for Dem: Dette kan ikke ske. Jeg tør faktisk ikke. Jeg risikerer at ruinere mig selv og at gøre mig komplet umulig.
— Godt! Saa maa De selv tage Følgerne. Naar De ikke vil føje mig, saa skal jeg nok vide at tage Hævn.
— Hvorledes mener De?
— Ja, De skal ikke være bange for Deres Liv, lille Bravo. Nej, jeg kender Dem tilstrækkelig til at vide, at skal man ramme Dem, saa De mærker det, skal det være paa Portemonnæen.
— Jeg indrømmer, at det er et forbandet ømt
