Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

VI. KAPITEL.

O
O

ppe hos Lopez i „Den blaa Drue“ havde der i disse Dage været meget livligt. Den gamle Piccadors uhyggelige Ansigt straalede af Vin og Velvære, han havde aldrig tænkt sig, at den hypnotiske Tyrefægter skulde give saadan et Liv i Forretningen.

Men Sagen var, at Tyrefægterne, hvis Popularitet for Øjeblikket var i Dalen, søgte op til Lopez for i Fred og Ro indbyrdes at kunne drøfte det store Spørgsmaal, der optog alle og ikke mindst Torospladsens Folk: Er dette Humbug eller ikke?

Disputerne gik hidsigt fra Morgen til Aften, og Vinen flød omkap med Ordene.

Idag var selve Bombatini mødt op. Han var i sit mest edderspændte Humør, hvad der dog heldigvis gav sig Udslag i, at han formelig strøede Penge omkring sig af Ærgrelse. Et stort Selskab havde derfor samlet sig om Matadoren saa tæt som en Fluesværm paa et Stykke Sukker. Man talte højt i Munden paa hverandre, og Bombatini udbrød indigneret:

— Det er dog nogle elendige Bladsmørere! Jeg