vanskeligt eller næsten umuligt baade for Bombatini og for Marquien at udrette noget paa et fremmed Sted.
Skulde der slaas et Slag, maatte det være her i San Sebastian, og Bombatini og Marquis de Plane var da ogsaa derfor mødt i „Den blaa Drue“ til en sidste Raadslagning. Tyrefægterne, der vidste, hvad der var i Gære, fulgte opmærksomt de to Sammensvorne, der sad i dyb Samtale. De undte alle gerne Tordalkado en ordentlig Fiasko, da han var ved at tage Luven fra Toros-Mændene.
Pludselig var der en Banderillero, der forsigtig nærmede sig Matadoren og slog ham paa Skulderen, idet han sagde:
— Undskyld Mester! Men lille Juan vil gerne tale et Øjeblik med Dig.
— Jeg har andet at bestille, sagde Bombatini utaalmodigt, end at tale med den tossede Dreng. Juan var den lille Opvarter. Han var stærkt forvoxet, men hans Livs Drøm var alligevel at blive Tyrefægter. Han haabede, at den en Dag maatte gaa i Opfyldelse, thi naar han spejlede sig om Morgenen, lagde han tydelig Mærke til, at hans Pukkel hver Dag blev mindre. En Dag vilde den nok helt forsvinde! Tyrefægterne morede sig undertiden over at høre Juan tigge Bombatini, hvem Drengen saa op til som til et højere Væsen, om han dog ikke kunde bruge ham til et eller andet. Bare han maatte faa Lov til at være med paa Torospladsen, vilde han være lykkelig.
