Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/132

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Nu lød Trompetskraldene, og Corridaen tog sin Begyndelse. Nøglen til Tyrestalden blev kastet ned fra Præsidentlogen, og den i middelalderligt Kostume klædte Rytter greb den behændigt i Luften.

Saa blev der lukket op for Tyrebaasen.

Et pragtfuldt Dyr traadte langsomt og majestætisk ind. Dets lyse Lød var fin som Silke, dets Horn buede sig brede og blanke næsten som poleret Elfenben, de store, mørke Øjne havde et skønt, dybt, melankolsk Blik.

Tyren hilstes med Jubel, Hujen, Piben og Tilraab, der syntes at hidse dens Sanser. Udtrykket i Blikket blev mørkere, den hævede Hovedet og udstødte et langt, tungt Brøl fra sit brede Brysts Dyb.

I det Samme flimrede en af de røde Kapper som et Blodlyn forbi Dyrets Øjne og med en hurtig Bevægelse fløj Tyren efter Capadoren, der med et ilsomt Spring foer over Barrieren ned i Gangen. Han var lige ved at falde i Hovedet paa Bombatini, der havde trykket sig ind i et af de smaa Redningsskilderhuse, der tjener som Tilflugtssted, hvis Tyren skulde fare over Forhindringen.

— Det er en vild Satan og Pokkers behændig! henkastede Tyrefægteren i Forbifarten.

— Saa meget desto bedre! svarede Bombatini rolig og blev staaende i sit Skjul, medens hans Øjne ufravendt var rettede mod det store Styrtevandsapparat, der hang oppe i Luften.

Legen med Tyren fortsattes, og for at faa Dyret rigtig tirret op, plantede en af Banderilleroerne et