Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/138

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

ber jeg da enten denne Tyr eller denne Tyr dræber mig!

Og idet han rev sin flade Barret af Hovedet, og lod den suse gennem Luften som en Bomerang, tilføjede han med Blikket vendt mod Lola Monteros Loge:

— Jeg vier denne Tyr til Spaniens skønneste Kvinde, min udkaarne Dame, Senorissima Donna Lola Montero, og dræber den til Ære for hende.

Denne Gang syntes Publikum at gribes af et sandt Delirium, medens Lola Monteros Øjne brændte og hendes Kinder glødede. Hun rejste sig op og kastede en stor, blodrød „La France“-Rose ned til Matadoren, som tog den op og kyssede den. Derefter stak han Blomsten ind paa sit Bryst, thi den var Tegnet paa, at Lola Montero modtog den Brindo, den Indvielse, som han havde givet Tyren til Døden i hendes Navn.

Tyrefægteren havde imidlertid haft ondt ved at holde det rasende Dyr i Skak. Det var saa ophidset af Smerte og den utaalelige Stank, der overalt mødte den fra de smaa dræbte Bælterotter, at det næsten ikke mere vilde reagere mod det røde Klæde.

Tyrens Vej blev givet fri, og den stod nu midt paa Arenaen overfor Bombatini, der havde faaet den fæstnet, og beredte sig til med et sikkert Stød at ramme dens Hjerte.

Dybt og blødt, som gik den gennem Smør, forsvandt Espadaens Klinge i den pragtfulde, isabellafarvede Kæmpekrop, men i det samme maa Dyret have gjort en voldsom Bevægelse. Klingen