— Det er nok fordi Eders Kunst her er afmægtig, sagde Bombatini med et svagt Smil. Kunde I udrette noget, vilde I sikkert gøre det. Men Tak, fordi I ikke plager mig med unødige Smerter de faa Øjeblikke, jeg har tilbage.
Bombatini rakte Haanden ud mod Lægen, der trykkede den, medens hans Blik blev fugtigt.
I det samme skilte Gruppen af Tyrefægtere, der havde samlet sig tavse idet lille Rum, sig uvilkaarligt, og gav Plads for en Kvinde.
Det var Matadora. Hun var bleg og saa dybt grebet, at Skuespillerinden, der ellers saa ofte stak frem i hendes Væsen, helt var forsvundet, og hun var blevet stum og stille af Sorg.
Hun bøjede sig ned ved Baaren og tog Bomba- tinis Haand, som hun førte til Læberne, medens hun rettede sine store, fugtige Øjne paa den Døende:
— Tilgiv mig, hvis jeg har saaret Dig! sagde hun lavmælt.
Han strøg med en sagte Haandbevægelse over hendes Haar og sagde:
— Skønne Lola! Du var altid mit Øjes Fryd. Jeg er lykkelig ved, at Synet af Dig er det sidste, der forundes mig i denne Verden.
— Du bærer vel ikke Nag til mig, Mester?
— Nag? gentog Matadoren og smilede med et underligt blegt Smil. Den Følelse har jeg aldrig kendt overfor Dig. Jeg vilde saa gerne have vundet din Kærlighed. Men det lykkedes mig ikke! Nu viger jeg uden Klage Pladsen for den, der var
