Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

min Medbejler. Thi din Lykke er for mig det største.

Et Par store Taarer rev sig løs fra Lola Monteros lange, mørke Øjenvipper, og hun spurgte ganske sagte:

— Var det mig, der var Skyld i din Død, Mester?

Bombatini rejste sig halvt med Anstrengelse og sagde med høj Stemme, saa at de alle kunde høre det:

— I min Død var Du uden Skyld, Donna Lola. Jeg vilde Hævn for den Forsmædelse, der var overgaaet vor Stand, og naar jeg faldt, saa var det fordi min Hævntørst fik mig til at glemme min første og største Pligt.

Medens Bombatini udtalte disse mærkelige Ord, der fik Tyrefægterne til forbavset at betragte hinanden, traadte Pater Vincenso ind. Han var Tyrefægternes særlige Skriftefader, og skønt han var en from Guds Mand, var han dog først og fremmest Spanier af den gamle Skole. Aldrig var det faldet ham ind med et Ord at dadle sine Skriftebørn for deres Livsgerning her paa Jorden, han saa kun paa deres Sjæl, og han havde blandt disse forvovne Karle ofte truffet den mest barnlige og tillidsfulde Tro.

Derfor gik Pater Vincenso ogsaa med faderlig Venlighed hen til den Døendes Baare og sagde:

— Min Søn! Bered Dig til Døden og skrift dine Synder.

— Fromme Fader! svarede Bombatini mat, jeg er en stor Synder, og derfor er jeg ogsaa bleven