Rejsestipendiet, omfavnede de derfor hinanden af Glæde og lovede hinanden ved et Glas i „Bodega“, at de vilde tilbringe den sidste Maaned i Udlandet sammen.
Da Hugo Hjorth havde studeret i Paris, og Niels Castella havde fartet rundt i Spanien, var den dejlige Grænseby ved den biskayske Bugt det naturlige Mødested.
Og nu rullede den lille, iltre, sortmankede Castella som et pustende Automobil ved Siden af sin Ven, medens han med store Haandbevægelser og mange Ord forklarede ham Alt, hvad de saa paa deres Vej. Han svedte, saa Vandet drev af ham, skønt han ikke bar Flip, men kun en ulden Sportsskjorte og over den en hvid Lærredsjakke. Paa Hovedet havde han en mægtig Straahat af dem, som Arbejderne gaar med i Havnestæderne, og under Hatten væltede Polkahaaret i et filtret Fald helt ned over Skuldrene. Paa Fødderne havde han nogle underlige brogede Sutter, der nærmest lignede udtraadte Morgensko, som var bleven snøret sammen med Seglgarn.
— Hvorfor skal man pynte sig, sagde han pludselig som en Art Undskyldning overfor et mønstrende Blik fra Vennen. Her er jo Ingen, der kender En, hvad Fornøjelse har man saa af det.
— Naa, hjemme pynter Du Dig da forresten heller ikke.
— Nej, hjemme! Der véd de jo, hvem jeg er. Saa der behøves det ikke.
— Senor Fernando! Senor Fernando! lød det i
