Træk havde han arbejdet sig op til en formelig Fyrighed, der havde udløst det for hans Karakter saa fremmede Mod til at give sig hen.
Efter at han havde faaet Lov til frit at bevæge sig i Matadoras Nærhed, havde han kun sjældent benyttet sig af denne Lejlighed. Det var, som frygtede han for at for hyppigt Samvær med hende skulde forflygtige den Poesi, der svævede over hendes Skikkelse, som for Øjeblikket var hans maleriske Ideal.
Hugo Hjorth viste sig da i denne Tid forholdsvis sjældent ude. Han var mest optaget af at gøre sit store Billede færdigt i et Materialskur, som han havde faaet overladt til Atelier.
— Jeg maa holde mit Indtryk retlinet, sagde han. Og saa lukkede han sig inde for at arbejde med én enkelt Model ad Gangen. Men stadig søgte han med Mellemrum Lejlighed til lidt paa Afstand at betragte Matadora i alle de mest skiftende Stemninger fra Torospladsens Ophidselse til Strandkurvens Dasen.
En Formiddag, da Hugo Hjorth som sædvanlig var beskæftiget i Malerialskuret, bankede det paa Døren tre korte og tre lange Slag. Han vidste, at det var hans Ven Komponisten, men alligevel tildækkede han Maleriet, paa hvilket han arbejdede, med et hvidt Klæde. Han havde som saa mange af sine Fæller en instinkmæssig Blufærdighed ved at lade sine Arbejder vise sig i kunstnerisk Negligé.
Komponisten var meget varm og forpustet.
